Det har sendt seismografiske rystelser gennem erhvervslivet. Tabet af vennen, entreprenøren og byggematadoren med de mange milliarder har fået flag sænket på halv og mindeord til at flyde over på de sociale medier.

Men hvem var han egentlig, 49-årige Michael Antitsch Mortensen fra Horsens, der mandag døde af et pludseligt hjertestop under en skirejse med forretningsforbindelser i Schweiz?

Det er ikke kun markante bygninger og store virksomheder, han har sat sit præg på. Han har rørt mange mennesker undervejs, for han havde en særlig evne til at tale med gud og hver mand – høj som lav.

Det fortæller den aarhusianske byudvikler Rune Kilden, der var hans samarbejdspartner og ven:

»Jeg savner ham sådan. Det er ikke til at holde ud, at jeg ikke skal drikke et glas vin med ham igen, for jeg havde regnet med, at han var en af dem, jeg skulle blive gammel med. Og så skulle vi gå rundt og kigge på alt det, vi har fået bygget gennem livet,« siger Rune Kilden.

Også de mennesker, han var i kontakt med mere perifert, har han gjort indtryk på. For eksempel taxachaufføren Carsten Hedensted:

»De fleste kunder plejer at sætte sig på bagsædet, men Michael ville altid gerne sidde foran og sludre. Det var han ikke for fin til, så det var nogle hyggelige ture bag rattet med ham. Han var en helt igennem overordentlig fin fyr, og alle i Horsens vidste, hvem han var,« siger Carsten Hedensted.

Han har kørt mange ture med Michael Mortensen, for hans chef Bobby har engang købt et hus af et af Michael Mortensens firmaer, og efter det fik han et direkte nummer til Carstens taxa.

»Første gang jeg kørte med ham, skulle han fra Horsens til et arrangement i Aarhus, og så gav han mig 100 kroner i drikkepenge, hvilket altså er et rigtig flot beløb. Han ville gerne have, at jeg hentede ham og fruen igen, når de skulle retur, og så ville han give mig 100 kroner igen, men det var altså lige grovt nok, syntes jeg, så det sagde jeg pænt nej tak til,« siger Carsten Hedensted og tilføjer:

»Det huskede han fremover, så sådan blev ordningen, og det var jeg yderst tilfreds med.«

Michael Mortensen , direktør og stifter af byggevirksomheden Casa i Horsens. Til Entrepreneur of the Year konkurrencen.
Michael Mortensen , direktør og stifter af byggevirksomheden Casa i Horsens. Til Entrepreneur of the Year konkurrencen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I 2020 flyttede Michael Mortensen til Marselisborgkvarteret i Aarhus med sin hustru, forsvarsadvokat Bettina Antitsch, og deres to børn, Rosa og Frederik. Men ellers har han boet størstedelen af sit liv i Horsens, som ingen vist kan være i tvivl om havde en helt særlig plads i hans hjerte.

Som barn gik han på Bankagerskolen, men han var ordblind og havde det svært med det boglige. Til gengæld fandt han hurtigt ud af, at han var god til at arbejde. Allerede som 13-årig byggede han sit første hus sammen med sin far, Finn Mortensen, der byggede typehuse, og med hjælp fra farens advokat fik han stablet sit første firma på benene.

Han arbejdede solen sort som ung, selvstændig tømrer, husker ungdomsvennen Jacob Lenskjold. Når venneflokken tog i byen på det legendariske dansested Paddys på Torvet i Horsens, tog Michael Mortensen hjem klokken 2 og stod op klokken 5 for at tage en tjans som skraldemand, inden han skulle på sit rigtige arbejde som tømrer, husker Jacob Lenskjold:

»Han var helt enormt flittig, og uanset hvor meget han arbejdede, brokkede han sig aldrig. Og selvom han var en travl herre, prioriterede han tid til os venner. Jeg oplevede ham altid som meget nærværende,« siger han og tilføjer:

»Han blev hurtigt en holden mand og fik sit eget hus i Stensballe, da han var 18, og vi andre stadig boede hjemme hos vores forældre. Så han inviterede til torsdags-komsammen, hvor vi alle var velkomne til at hænge ud og se 'Beverly Hills 90210'.«

Jacob Lenskjold og Michael Mortensen mistede kontakten i 1995, da Jacob Lenskjold flyttede fem år til Tyskland. Men da han vendte hjem til Danmark igen og stod og manglede en lejlighed, ringede han til sin gamle kammerat:

»Der gik ikke engang 30 minutter, så stod han der med en lejlighed til mig. Sådan var han,« siger han.

Michael Mortensen , direktør og stifter af byggevirksomheden Casa i Horsens. Til Entrepreneur of the Year konkurrencen.
Michael Mortensen , direktør og stifter af byggevirksomheden Casa i Horsens. Til Entrepreneur of the Year konkurrencen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I de første år var Michael Mortensen ene mand i sit firma, men da han fik en større renoveringsopgave på to millioner kroner på Jørgensens Hotel i Horsens, ansatte han sin første medarbejder – en af hans gode venner – der skulle stå for papirer og regnskaber og alt det, han ikke selv var så god til.

Dengang vidste han ikke, at han en dag skulle komme til at eje det historiske barokpalæ Jørgensens Hotel fra 1744, som bare er en af de mange, mange bygninger og virksomheder, han har haft i sin portefølje.

Senere investerede han selv adskillige millioner i endnu en restaurering af bygningen, og så sent som i oktober forrige år deltog han i en velgørenhedsmiddag for Kirkens Korshærs sociale arbejde blandt hjemløse i Horsens på selvsamme hotel.

Det fortæller Kirstine Madsen fra Kirkens Korshær, der havde spurgt erhvervsmanden, om han ville være auktionarius til en auktion efter middagen:

»Han gjorde det helt forrygende, og med hans hjælp endte vi med at samle 130.000 kroner ind til de hjemløse. Da jeg nogle dage senere takkede ham for indsatsen, sagde han, at det var ham, der takkede for at have haft en af de bedste aftener længe,« siger hun.

Det var nemlig ikke kun ejendomsbranchen, Michael Mortensen postede sine penge og tid i. Han har gennem årene støttet både velgørende formål, sporten og kulturlivet i Horsens.

Han var blandt andet storaktionær i AC Horsens i mange år, og stadionet bærer navnet Casa efter det ejendomsselskab, Michael Antitsch Mortensen byggede op fra bunden og senere solgte for et trecifret millionbeløb.

Jørn Simmenæs, der er tidligere professionel fodboldspiller og efterfølgende har startet blandt andet eget kommunikationsbureau, har kendt Michael Mortensen i over 15 år og har flere gange arbejdet sammen med Michael Mortensen om netop sports- og kulturlivet i Horsens.

»Michaels betydning for Horsens kan ikke overdrives. Og selvom han som byggematador var en stor kanon, mistede han aldrig evnen til at møde folk i øjenhøjde,« siger Jørn Simmenæs, der fortæller, at han ofte har set ham til receptioner i Kansas-arbejdstøj og med kuglepen og tommestok i lommen i stedet for visitkort.

Billedet af den jordbundne milliardær i det uformelle tøj kan samarbejdspartneren og vennen Rune Kilden sagtens genkende.

Han lærte Michael Mortensen at kende for ti år siden, da de to sammen med stjernearkitektfirmaet Bjarke Ingels Group stod bag det ikoniske byggeri AARhus i bydelen Aarhus Ø.

»Han havde en underspillet humor og var aldrig for fin på den til at kunne grine af sig selv. Han elskede at gå i farvestrålende sneakers og sjove T-shirts, for det følte han sig tilpas i. Han kunne tale med alle og var sådan en, man virkelig gerne ville sidde ved siden af til en fest,« siger Rune Kilden.

Han lægger ikke skjul på, at han så op til ham både som forretningsmand, men lige så meget som menneske.

»Det er et meget stort hjerte, der er stoppet med at slå. Han var en af mine bedste venner, og hans evne til at møde andre mennesker er det, der har givet ham succes,« siger han.

Rune Kildens stemme bliver grødet. Han undskylder og rømmer sig:

»Han havde altid min ryg, så jeg havde også sagt til min kone, at hvis der nogensinde skete mig noget, så skulle hun gå til Michael, for jeg vidste bare, at han så ville være der. Nu må jeg prøve, om jeg kan passe lidt på hans familie for ham.«