Lyt til artiklen

Børn og unge har milde forløb, hvis de bliver ramt af coronavirus. Sådan har det mange gange lydt under pandemien.

Men nu viser ny forskning, at de fleste unge døjer med senfølger i otte uger eller mere, efter de har været smittet. Og at pigerne har det værst.

»De unge melder om hovedpine, udmattelse, appetitløshed, vejrtrækningsbesvær og hukommelses- og koncentrationsbesvær. Noget kan skyldes selve sygdommen, for eksempel at lungevævet ikke er helet op, mens andet kan skyldes en reaktion fra immunforsvaret, der kan give mavepine i længere tid. Når immunsystemet bliver svækket, har man også lettere ved at få infektioner med bakterier.«

Det siger Selina Kikkenborg Berg, der er professor fra Hjertecentret på Rigshospitalet, til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Hun står bag studiet LongCovidKidsDK, der har indsamlet data og svar på spørgeskemaer fra unge i alderen 15 til 18 år, som havde en positiv pcr-test mellem 1. januar 2020 og 12. juli 2021.

Som kontrolgruppe blev der valgt unge i samme aldersgruppe, som ikke blev testet positiv. I alt besvarede 6.630 smittede og 21.640 i kontrolgruppen spørgeskemaet.

Og ud fra forskningen har man fundet ud af, at 62 procent af de smittede unge døjer med senfølger i otte uger eller mere, efter de har haft coronavirus.

Specielt pigerne bliver ramt af senfølger.

70 procent af pigerne, mod 49 procent af drengene, oplever nemlig længerevarende symptomer.

Ifølge Selina Kikkenborg Berg skyldes det, at piger er mere sensitive over for deres kropslige fornemmelser, hvilket skyldes den hormonelle status.

I aldersgruppen 12-19 år har 366.050 danskere i skrivende stund været smittet med corona, viser tal fra Statens Serum Insitut.