Det er snart tid til kalenderlys, søde sager og julefrokoster – og for nogle også til Danske Spils populære skrabejulekalender.
Hvert år oplever Danske Spil, at danskerne dog ikke helt kan holde sig til at skrabe én låge pr. dag.
Hver anden dansker skraber forud – og 15 procent har prøvet at skrabe alle låger før 1. december, viser en undersøgelse udført af YouGov for Danske Spil.
»Vi ved, at mange hygger sig med at tage hul på kalenderen allerede i november, og vi ved, at nogen endda skraber hele kalenderen, inden det egentlig er meningen. Det er selvfølgelig helt ok, og folk må naturligvis skrabe, præcis som de vil,« siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, som blandt andet står bag Quick og juleskrabekalenderen.
»Vi har da også tidligere oplevet at udbetale nogle af førstepræmierne, mens det endnu var november, og det gør vi hjertens gerne og helt uden løftede pegefingre.«
Men i år er alle millioner fortsat i spil, lover Danske Spil.
»Vi har som sagt ikke noget mod at udbetale præmierne før jul, heller ikke de største af dem: Men lige i år har vi endnu til gode at høre fra en heldig vinder af førstepræmien på juleskrabekalenderen,« siger Malene Mølgaard.
Omvendt kan Danske Spil ikke udelukke, at der er skrabet en førstepræmie. I så fald har vinderen ikke meldt sig.
For to år siden skrabede en ældre kvinde sig eksempelvis til den eftertragtede milliongevinst i november.