Villalejligheden lå på en fin vej. Et etplans murstenshus med have. Tæt på arbejde. Plads til både gamer-rum og walk-in. Og i starten af sommeren skulle de flytte ind.
Og nu stod hun her i april og hørte sig selv sige: ‘Det er jo begrænset, hvor lykkelig, man kan være i den her alder. Men det er jo også lidt besværligt at starte forfra.’
»Når jeg tænker over det i dag, så er det jo virkelig, virkelig deprimerende, at jeg har sagt det. For jeg er jo ikke 60 år. Jeg er 30,« siger Maria Højgaard Andersen.
Hun sidder i store mandearbejdsbukser i sin mormors stue langt ude på landet. Ved dét spisebord, hvor hun hver dag får serveret kartofler og sovs, når hun kommer hjem fra sin læreplads som kleinsmed.
Parodien på en såkaldt tabermand. Langt fra huset i Rødovre og den kvinde, hun troede, hun skulle være, da coronaen ramte i foråret og vendte op og ned på mange danskeres liv.
TIP OS: Har du taget et stort valg under corona, der har ført dit liv i en ny og bedre retning? Så send os gerne en mail på sija@bt.dk
I foråret arbejdede Marias daværende kæreste hjemme. Samtidig var der lukket ned for alle de ting, hun plejede at lave om aftenen med sine venner.
Alt det fokus, hun normalt rettede ud mod verden, var nu rettet indad. Mod parforholdet. Mod hende selv.
»Mange på 30 år tænker, at man skal have fundet sig en fast partner, helst have gang i nogle børn, bo et sted, som ikke er et værelse med nogle roomies, og være et okay stykke i sin karriere. Det pres, føler jeg, der er,« siger hun.
Forventninger, som hun også lå under for.
»Og det chokerede mig faktisk. Jeg havde på en eller anden måde fanget mig selv i det, selv om jeg troede, jeg allerede havde gjort op med de forventninger to gange,« siger hun.
Første gang var, da hun meldte ud, at hun ikke skulle have børn. Det gav anledning til en del spørgsmål fra halvt fremmede: ‘Har du selv haft en dårlig barndom?’ Og konklusioner: ‘Det kommer du til at fortryde’.
Anden gang, da hun slog op med journalistfaget. Det var præcis sådan, det føltes: Et break-up. For det var den helt store kærlighed, da hun som 19-årig kom ind på Journalisthøjskolen. Men det var også fyldt med kriser undervejs. Som fyren, der aldrig var helt klar på noget seriøst.
Én ting var at acceptere, at hun og journalistfaget var et dårligt match. Det næste var at skifte tv-branchen ud med noget, der udadtil var langt mere lavstatus – uddannelsen som kleinsmed på teknisk skole i Ballerup – en grå betonbygning i et industrikvarter.
»Jeg havde ligesom to gange gjort op med folks forventninger til mig. Men jeg var totalt blind for, at jeg stadig ikke havde gjort det i forhold til mit parforhold,« siger hun og fortsætter:
»Jeg blev i noget, hvor jeg egentlig ikke var lykkelig, fordi jeg troede, at det var det niveau af lykke, der var.«
Men midt under coronanedlukningen nåede Maria Højgaard Andersen altså frem til den konklusion, at den præmis kunne hun ikke leve med.
Hun gik fra kæresten. De solgte huset. Og Maria flyttede ned til sin mormor på Sydsjælland, hvor hun fik lov at få overetagen. Og sin morfars bil.
Han døde sidste år, og Maria Højgaard Andersen har på mange måder nu overtaget morfarens rolle som den, der går på arbejde, mens mormor passer alt derhjemme.
»Mormor synes, det er skønt. Hun har igen én at være noget for og snakke med hver dag,« siger hun.
Det er en win-win. Også for Maria Højgaard Andersen.
»Nu er jeg så langt fra idealet i forhold til job, bolig og partner, at jeg bare kan give slip på det hele,« siger hun.
Hun sammenligner det med det pres, der ligger på meget smukke mennesker i forhold til altid at skulle se godt ud. Hvis man er mindre pæn, kan man nemmere sige: ‘fuck idealet, jeg har en pissefed personlighed’.
»Jeg er så meget udenfor kategori, hvor andre, hvis de lige strammer sig an, måske godt kan opnå det, de føler, de skal,« siger hun.
Det at vælge børn fra, var egentlig ikke så stor en beslutning. At sige farvel til journalistfaget var en større sorg, fordi job og identitet går så meget hånd i hånd.
»Den sidste beslutning har klart været den sværeste. At bryde parforholdet var ligesom det sidste søm i kisten i forhold til at holde fast i en eller anden normalitet. Den er sluppet total nu,« siger Maria Højgaard Andersen og fortsætter:
»Men jeg føler, at jeg nu får det bedste fra begge verdener. Det gør mig sindssygt glad.«
Hun har sit københavnerliv, hvor hun tager ind og mødes med veninder, dater og den slags. Og så kan hun tage hjem til mormor på landet og få helt ro.
»Når man er i et parforhold, bliver der jo krævet ting af en. Man er på. Jeg kan meget bedre sige til mormor, at nu går jeg op og ser Netflix, og du ser mig ikke igen, før vi siger godnat,« siger hun.
Ironisk nok deler hun lige nu husstand med én, der mødte sin mand som 21-årig og efter knap 60 års samliv næsten var groet sammen med sin mand.
»Min mormor har jo taget de valg, man gjorde dengang. Det gav mening på det tidspunkt, at man fik en partner. Det gav mening på det tidspunkt, at man skulle have børn,« siger Maria Højgaard Andersen og fortsætter:
»Jeg tror godt, hun kan sætte sig ind i mit valg, for hun havde nok også selv valgt anderledes, hvis hun var ung i dag.«
I hvert fald kan hun indimellem høre mormoren brokke sig over Nyhederne nede i stuen: ‘Hold kæft, nu snakker de igen om børn’.
»Lige i forhold til børn er hun ret sjov. Hun har selv fået tre børn og er simpelthen ved at brække sig over folk og deres snak om børn,« siger Maria Højgaard Andersen.
Er du ikke bange for en blive ensom?
»Nej, for jeg tror, hverken parforhold eller børn er en garanti for ikke at blive ensom. Der er så mange ældre, som hverken ser deres børn eller børnebørn, og man kan også være skide ensom i et parforhold, hvis det ikke fungerer,« siger hun.
Maria Højgaard Andersen har set veninder i parforhold, der helt glemmer at pleje alle andre relationer. Men for hende har det altid været vigtigt ikke at gøre sig afhængig af ét menneske, men at sprede sine relationer ud på flere.
Hendes sociale liv har i det hele taget været ret konstant.
»Jeg prøve at hooke mig på dem, der får børn og bliver mere satte. Sørger for at blive en del af det, så jeg ikke mister dem,« siger hun og konstaterer, at de fleste af hendes venner lever i mere klassiske parforhold med hus og børn:
»Det er virkelig en mission, at jeg skal have en tæt relation til de børn, fordi deres forældre er vigtige for mig, og fordi tante-rollen tiltaler mig enormt meget, når jeg nu ikke selv skal have børn.«
Hun kan godt blive skudt i skoene af fremmede, at hun er imod den mere klassiske måde at leve på.
»Det er jeg ikke. Jeg forstår 100 procent godt, at man gerne vil det. Mit eneste håb er bare, at folk reflekterer, inden de vælger,« siger hun.
Selv vil hun da også gerne på et tidspunkt finde en kæreste igen.
»Men om det lige bliver en, jeg skal bo med, eller om det bliver en klassisk parforholdkonstellation, det ved jeg ikke,« siger Maria Højgaard Andersen.
I det hele taget er hun lidt færdig med at lægge for mange langsigtede planer.
»Selvfølgelig er det ikke sådan, at jeg vågner i morgen og siger, at nu gider jeg ikke det her mere, og så må mormor selv finde ud af det. Jeg kommer ikke til at flytte herfra uden også at have en plan for hende.«
