Fra april skal Thomas Funding være politisk redaktør på Jyllands-Posten. Dermed siger han farvel til TV 2.

Thomas Funding stopper som chefredaktør på TV 2 for i stedet at blive politisk redaktør på Jyllands-Posten.

Det oplyser Jyllands-Posten i en pressemeddelelse.

Dermed kommer han tættere på dansk politik, som han tidligere har beskæftiget sig med i en årrække.

Fra 2018 til 2021 var Thomas Funding politisk redaktør på Avisen Danmark. Og fra 2012 til 2018 var han en del af TV 2's politisk redaktion - først som reporter og siden som analytiker.

Marchen Neel Gjertsen, der er ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, glæder sig til at få "den erfarne kollega med på holdet".

Han skal også være med til at tegne en ny kurs for Jyllands-Posten, lyder det.

- Thomas Funding har en meget stærk evne til at forstå det vigtigste i dansk politik.

- Også når det vigtigste ikke altid er det, de andre går op i, siger Marchen Neel Gjertsen i pressemeddelelsen.

Thomas Funding er 40 år og er vokset op uden for Vejen.

Han har været chefredaktør på TV 2 i "godt tre år", skriver han selv på det sociale medie X - det tidligere Twitter.

- Jeg har savnet dansk politik og selv at arbejde med journalistikken og glæder mig til at komme tilbage.

- Og så glæder jeg mig til at være med til at løfte Jyllands-Posten, som jeg er vokset op med. Potentialet er så stort, siger han i pressemeddelelsen.

Thomas Funding begynder i sit nye job til april. Han erstatter den nuværende politiske redaktør, Nikolaj Rytgaard, som efter tre år på posten selv har valgt at blive skrivende journalist på Jyllands-Posten igen.

/ritzau/