For nogen er mundbind og masker en livsvigtig nødvendighed under coronaepidemien. For andre gør det en minimal forskel.
Der er dem, som opfatter det som et udtryk for sikkerhed, og dem, der ser det som hysteri.
B.T.s fotograf Bax Lindhardt har mødt fem danskere, som alle bruger forskellige beskyttelsesmasker i hverdagen på grund af epidemien.
Alle af forskellige årsager.
Bedemanden
Det kan være en tung opgave, når man som bedemand skal ud og hente de døde. Var personen smittet med coronavirus, kræver det mere af 42-årige Rikke Drachmann, når hun skal tage sig af liget.
Der er stadig en risiko for at blive smittet, selvom vedkommende ikke længere lever.
Hver gang hun henter døde på plejehjem og hospitaler, bruger hun nu dobbelte gummihandsker og mundbind.
Rikke er nødt til at passe på sig selv, fordi hendes søn er nyrepatient, og derfor er hun bange for at blive smittet.
Skal hun håndtere liget af en person, som havde coronavirus, bliver det pakket i en speciel ligpose, mens hun har beskyttelsesdragt og briller på. Selvom dødstallene for coronavirus stadig stiger i Danmark, håber hun ikke, at hun skal begrave nogen af dem.
»Jeg ved, flere af mine konkurrenter har indkøbt ekstra kister og urner, men der er jeg for jysk – og tager det roligt,« siger hun
Akutsygeplejersken
For 45-årige Lisbeth Bergstrøm, der er akutsygeplejerske på Holbæk Sygehus, er kontakten med coronapatienter uundgåelig. Det er blevet en fast del af hendes arbejde, og med det følger også en større risiko.
Af den grund krammer hun ikke længere de seks sammenbragte børn, som hun har med sin kæreste.
På hospitalet har hun altid fuldt udstyr på, når hun eksempelvis skal justere respiratorslangen hos de patienter, som er indlagt med coronavirus. På trods af værnemidler sidder frygten for selv at ende i patienternes sted i hende.
»Jeg er bange for at blive smittet, og jeg er vildt bange for at komme i respirator.«
Socialpædagogen
Når 30-årige Henriette Hansen går på arbejde, beskytter hun både sig selv og andre med værnemidler.
Hun er socialpædagog på pensionatet Mette Marie i Vanløse, der er et værested for psykisk syge misbrugere, og bruger dagligt handsker og rigelige mængder med håndsprit.
Hvis nogle af værestedets brugere udviser symptomer eller har feber, bruger Henriette også maske og briller.
»Jeg arbejder med en særligt udsat målgruppe, og dem skal vi passe godt på – og vi skal også passe på os selv,« siger hun. »Normalt krammer vi meget, men det er ikke muligt i øjeblikket, og det savner beboerne.«
Pensionisten
Lande i hele verden kæmper for tiden med at skaffe værnemidler på det åbne verdensmarked, men 65-årige Lis Smedegaard Andersen, der er pensioneret læge, var meget tidligere ude end alle andre, da hun anskaffede sig en ansigtsmaske.
»Jeg så allerede i januar, hvad der foregik i Kina, og bestilte en ansigtsmaske,« fortæller hun.
Med nedsat immunforsvar føler Lis sig mere sikker, når hun skal ud fra hjemmet.
»Jeg bruger masken, hver gang jeg køber ind, og det er kun én gang om ugen.«
Den forsigtige
Familiefaren 28-årige Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen fra Fyn handler heller ikke ind for ofte under epidemien.
Når han endelig skal ud for at handle, så er det med beskyttelsesdragt, gummihandsker, gummistøvler og gasmaske.
Han så også tegn på problemer allerede i januar, og i februar købte han maskerne til sig selv, kone og børn.
»Jeg gør ikke det her for at provokere. Jeg vil bare virkelig gerne gøre mit for ikke at være en del af smittekæden.«
Ulrich har også sørget for nødreserver af mad til flere tusinde kroner – han kalder det for rettidig omhu.
Du kan læse mere om fynboens forberedelser og forholdsregler i artiklen HER.
