Opdateret kl. 14: Morten Skovgaard har siden fundet frem til to personer, som var først på stedet, men de ønsker ikke at stå offentligt frem, oplyser han.

'Han er uden for livsfare og kan gå, tale og genkende sine nærmeste. Der er langt igen, før han er der, hvor han skal være, men han er på vej.'

Det er en kæmpe lettelse for direktør Morten Skovgaard, at hans medarbejder har været vågen både lørdag aften og søndag.

Det var ikke givet, da den 45-årige medarbejder hos firmaet Agrocover fredag bragede direkte ind i en butiksfacade og fik skrællet taget af sin varevogn, som endte fire meter inde i bilforretningen i Skive.

Han havde fået hjertestop bag rattet. Reddere var hurtigt på stedet og fik genoplivet manden, som blev fragtet med akut-helikopter til Skejby, hvor han vågnede dagen efter.

Det, mener Morten Skovgaard, skyldes én bestemt mand.

En mand, han ikke ved, hvem er, skriver han i et Facebook-opslag, hvor han efterlyser den person, der fredag handlede hurtigt, så hans 45-årige medarbejder kunne få genoplivende behandling.

Til Skive Folkeblad uddyber Morten Skovgaard:

»Jeg vil gerne have fat i ham, der åbnede døren ind til ham, for han har gjort noget meget vigtigt,« siger Morten Skovsgaard.

»Jeg ved ikke præcist, hvad der er sket, men uanset hvad han har gjort, så synes jeg, at han skal have en tak for, at han er løbet over og har fået sagt til Carsten (fra Ernst Jensen Biler, som medarbejderen torpederede i bilen, red.), at han skulle få ringet efter hjælp.«

Ifølge direktørens oplysninger drejer det sig om en mand i en blå Suzuki, som holdt ind til siden, da han blev vidne til ulykken.

Morten Skovgaard er i kontakt med offerets familie, og selv om man endnu ikke ved, om han får varige mén af hjertestoppet og ulykken, så kan han både gå, stå, bevæge sine lemmer og genkende sin familie, fortæller han til Skive Folkeblad.