Siden Anna Teglbjærg Stubbe for ti år siden første gang så 9. klasserne kaste karameller, lave show og have vandkamp, havde hun glædet sig til, at det en dag blev hendes tur.

I dag var den dag. Hendes sidste skoledag i folkeskolen. Men den blev på ingen måde, som hun havde håbet på.

Efter hun og hendes 9. klassekammerater havde lavet deres show for resten af Sankt Annæ Gymnasium, fik de nemlig at vide, at de skulle blive i salen.

Her fortalte skoleledelsen, at der var blevet fundet tegnestifter i otte af de karameller, 9. klasserne havde kastet tidligere på dagen.

Og derfor var resten af deres sidste skoledag afblæst.

Det fortæller 16-årige Anna Teglbjærg Stubbe fra 9. klasse på Sankt Annæ Gymnasium.

»De sagde, at det hele stoppede der. At der ikke længere var noget at fejre, fordi nogen kunne have været døde,« siger Anna Teglbjærg Stubbe.

Hun fortæller, hvordan den ellers sitrende stemning blandt de udklædte teenagere hurtigt blev erstattet. Først af forvirring. Og så af tristhed og forfærdelse.

»Vi blev virkelig kede af det og begyndte at græde. Det var noget, vi havde ventet på i så mange år. Og vi har så ondt af dem, der har spist de der karameller med tegnestifter i,« siger Anna Teglbjærg Stubbe.

Hun sidder sammen med nogle klassekammerater, da B.T. taler med hende. Og de er alle uforstående. De kan slet ikke forestille sig, at det skulle være nogen fra deres årgang, der havde puttet tegnestifter i karamellerne.

»Jeg kender min årgang, og jeg tror bare ikke på, at der er nogen af dem, der kunne finde på det,« siger Anna Teglbjærg Stubbe.

Alt det, der skulle have løbet af stablen efter showet i salen, måtte afgangseleverne se langt efter. Vandkamp og festivitas. Men den stemning, Anna og hendes kammerater havde set frem til, var heller ikke længere nærværende.

Skoleleder Malene Wegener Knudsen har bekræftet hændelsen over for B.T.

B.T. har ligeledes set den mail, skoleledelsen onsdag sendte ud til elevernes forældre. I mailen fremgår det, at nogle elever har haft tegnestifter i munden.

Ingen er dog kommet til skade, understreger skolelederen:

»Herefter aflyste vi resten af 9. klassernes afslutning og sendte dem hjem og var rundt i alle klasser for at informere om karamellerne – som jo ikke skal spises.«

»Vi kan ikke vide og opklare, hvem der har lagt tegnestifter i karamellerne. Vi har naturligvis talt med 9.-klasserne om det, men ingen har meldt sig. Vi har ligeledes inddraget politiet i sagen i form af SSP (skolepoliti-socialforvaltning),« står det skrevet i mailen til forældrene.

Mailen slutter af med, at skoleledelsen beklager over for forældrene.

»Vi er på alles vegne rigtig kede af denne udvikling, som jo på ingen måde er o.k.«