Kort før midnat natten til mandag kunne 12-årige Ellen ikke falde i søvn. Hun lå og scrollede på sin telefon i sin seng, indtil der pludselig lød en meget underlig lyd fra hylden over hendes hoved.
»Det lød som en sodavandsflaske i varmen med boble-lyde, da hendes powerbank så begynder at ryge,« fortæller Ellens mor, Jonna Dalegaard.
Kort tid efter løber Ellen skrigende rundt i huset: 'Mor og far, mit ben brænder!'
Forældrene haster ud af soveværelset og ser, at noget er ravruskende galt. Der stinker af brændt plast og elektronik inde fra Ellens værelse.
»Inden jeg når derind, kan jeg se det orange skær af ild. Powerbanken var simpelthen brudt i brand sammen med tøjet,« siger mor Jonna Dalegaard.
Ellen havde en powerbank liggende til opladning på en hylde over sin seng. En powerbank er et genopladeligt batteri, man kan tage med rundt, så man kan oplade sin telefon fra den. Da batteriet overopheder, tog hun fat i den brandvarme maskine for at få den væk.
Her brænder hun sig først på hånden, så taber hun den ned på sit bare ben, der tilfældigvis ligger fri fra dynen, og så kaster hun den på den bunke af tøj, der ligger foran sengen.
»Det ser ud, som om en svejser har spruttet med ild over det hele. Der er små 'sprutmærker' fra ilden over det hele - på hendes seng, på hendes ting, overalt på hendes krop.«
Ellens mor og far får hastigt ført deres datter ind til badeværelset, så de kan få vand på forbrændingerne.
»Hun græd, var bange og chokeret. Vi forsøgte alle at holde hovedet koldt. Midt i kampens hede siger hun: 'Mor vil du ikke godt køre mig i skole i morgen'? 'Det skal du ikke tænke på lige nu', svarede jeg så.«
Klokken halv tre om natten rykker Ellen ude i haven med hele benet i badebassinet for at begrænse smerterne. Den nat fik hun sig en times søvn med et koldt, vådt håndklæde over de værste vabler. Her ser benet nogenlunde ud med to-tre brandvabler på størrelse med en fingerspids.
Da hun vågner, er huden hævet voldsomt op, og familien tager en tur til lægen med det samme. Det er blevet til en daglig tur siden mandag, hvor sygeplejersken piller løs hud af og sætter nye, store plastre på Ellens ben.
»Det væsker helt vildt stadigvæk. Det er meget grimt, og det bliver kun værre. Der er en masse hud, der er dødt, men hun siger ingenting og er så sej,« siger Jonna Dalegaard.
Jonna Dalegaard deler familiens historie til skræk og advarsel for alle om, at man skal passe på opladning af elektronik.
»Før har vi hørt om en person i Kina, hvis telefon er brændt om natten, men det her er altså ikke i Kina. Det er i lillebitte Børkop.«
Powerbanken og to andre af samme type havde familien købt på den kinesiske hjemmeside Aliexpress for fire-fem år siden. Der står ikke noget mærke på de powerbanks, familien har købt på hjemmesiden, og hun gætter på, de kostede omkring 100 kroner stykket.
Familien har besluttet sig for aldrig at oplade ting om natten. Det bakker Helen Amundsen, der er seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, op om.
»Vi fraråder, at man oplader elektronik om natten. Gudskelov var hun vågen, og ser man, at elektronik ændrer facon eller begynder at boble, som den her, så skal man frakoble den med det samme,« siger hun.
Generelt fraråder Forbrugerrådet Tænk, at man køber elektroniske produkter fra hjemmesider uden for Europa.
»Der er ikke de samme regler for at fabrikere de her produkter. Så når de sælges fra Kina, skal de ikke opfylde samme krav for de europæiske sikkerhedsstandarder for elektroniske produkter,« forklarer hun.
Jonna Dalegaard er lykkelig for, at Ellen trods alt var vågen den aften. Hun kan ikke bære tanken om, hvis nu hun havde ligget der og sovet, og den så var brudt i brand på hylden over hende.
»Så er jeg bange for, at hun ikke havde været her. At hun var blevet brændt inde. Den kunne være faldet ned i hovedet på hende.«
Ellen har nu fået en akuttid til brandsårsafdelingen på Odense Universitets Hospital, så familien kan forhåbentlig snart lægge oplevelsen bag sig - selvom det nok er en, de sent vil glemme.
»Vi snakker og snakker om det her. Ellen er godt klar over, det kunne være gået rigtig galt. Jeg kalder hende min lille bacongris, og så forsøger vi at grine lidt af det,« siger hun.
