Lørdag gik tyskerne til globryllup.

I München var der pyntet op til et ægte prinsessebryllup, da den bayerske prins Ludwig, i den katolske kirke St. Kajetan, blev viet til Sophie-Alexandra Evekink.

Så meget, at det mindede om en anden prinsesses bryllup, mener tyske Bild.

»Kopierede Sophie Kate?« lyder spørgsmålet i avisen dagen derpå:

»Sløret, kjolen, diademet – selv buketten og håret i store krøller … Nej, det er ikke prinsesse Kate, der lover sin William evig kærlighed. Det er et tysk eventyrbryllup, og vores prinsesse hedder Sophie,« skriver mediet, der tydeligt var begejstret over den tyske prinsesse.

Men måske havde den tyske prinsesse og hendes designere kigget lidt langt efter den engelske prinsesse Kates kjole, da hun i 2011 blev gift med prins William.

Kate var i lang kjole fra Alexander McQueen, da hun i 2011 sagde ja til prins William. Foto CARL DE SOUZA / AFP
Kate var i lang kjole fra Alexander McQueen, da hun i 2011 sagde ja til prins William. Foto CARL DE SOUZA / AFP Foto: CARL DE SOUZA
Vis mere

Eller måske er det bare svært at lave en lang hvid kjole med slør, uden at den ligner en anden lang hvid kjole med slør.

For gæt engang, hvad der skete, da Kate i 2011 stod i sin brudekjole?

Som særligt kjoleinteresserede måske vil kunne huske, blev hun beskyldt for at have kopieret en anden brudekjole – nemlig Grace Kellys.

Den amerikanske skuespiller, der i 1956 blev prinsesse af Monaco, giftede sig med fyrst Rainier af Monaco i en kjole, der var en gave fra Hollywood-studiet MGM.

Grace Kelly var i en kjole fra Hollywood, da hun i 1956 giftede sig med fyrst Rainier af Monaco. Foto AFP
Grace Kelly var i en kjole fra Hollywood, da hun i 1956 giftede sig med fyrst Rainier af Monaco. Foto AFP Foto: -
Vis mere

Prinsesse Kates kjole var i sin tid skabt af designeren Sarah Burton fra Alexander McQueen-huset, mens prinsesse Sophies kjole, der var i brug i weekenden, var designet af den libanesisk-amerikanske designer Reem Acra, der i øvrigt har delt billederne på Instagram.

Det lange slør kom fra den ukrainske designer Wonas hånd, mens diademet var lånt – og i øvrigt et, som Ludwigs bedstemor, prinsesse Irmingard af Bayern, bar ved sit bryllup i 1950.

Den 40-årige prins Ludwig er den ældste søn af prins Luitpold af Bayern og tipoldebarn til Bayerns sidste konge, kong Ludwig III, mens 33-årige Sophie-Alexandra studerer kriminologi ved Oxford.