Den britiske tv-vært, Piers Morgan, er kendt for at have et horn i siden på Harry og Meghan. Derfor kommer det måske ikke som en overraskelse, at han så lørdagens kroning som en ‘absolut triumf for de rigtige kongelige’ og en ‘katastrofe for bitre Harry og Meghan’.

Men det er alligevel en kras kritik, han i en klumme i New York Post retter mod Harry og Meghan dagen efter kroningsceremonien.

Mens storebror, William, svor evig troskab til sin far, gad Harry – ifølge Piers Morgan – knap nok deltage i ceremonien.

»Den forkælede unge gad knap nok mumle troskabseden, da menigheden blev inviteret til at sige den Og han så ud som om, han syntes, at det at synge nationalsangen, som en hyldest til sin far, var lige så behageligt som at sutte på en citron, der var gennemvædet i Tabasco,« mener altså Piers Morgan.

Prins Harry ankom til kroningsceremonien sammen med Prins Andrew og hans familie - her Edoardo Mapelli Mozzi, der er gift med prinsesse Beatrice. Foto: Andy Rain
Prins Harry ankom til kroningsceremonien sammen med Prins Andrew og hans familie - her Edoardo Mapelli Mozzi, der er gift med prinsesse Beatrice. Foto: Andy Rain Foto: Andy Rain
Vis mere

Tv-værten noterede sig også:

»Det var bemærkelsesværdigt, hvordan ingen i den royale familie – bortset fra prinsesserne Eugenie og Beatrice og deres mænd, som alle kom ind i kirken sammen med ham, og en flygtig ordveksling med  prinsesse Anne – ikke ville have noget at gøre med deres Judas,« skriver han i klummen.

Efter ceremonien lørdag eftermiddag stod det klart, at prins Harry ikke var inviteret med på balkonen for at vinke til befolkningen. Flere medier, blandt andet Daily Mail, kunne derimod fortælle, at Harry allerede få timer efter ceremonien var på vej ud af landet igen.

Den hurtige exit skyldes angiveligt, at Harry skulle hjem og fejre sin søns fireårs fødselsdag.

»Det skal han selvfølgelig have lov til. Men det er ikke et sundhedstegn,« fastslog B.T.s royale ekspert Jacob Heinel Jensen.

Også han så kroningsfesten som en ‘brutal cementering af Harrys placering i den royale familie’.

»Så blev det i hvert fald slået fast med syvtommersøm, hvordan fremtidens kongehus ser ud. Kong Charles har brug for at vise, hvor han vil tage institutionen hen, og der er hverken plads til Harry eller Andrew,« mente Jacob Heinel Jensen.

Gik du glip af kroningen, eller har du bare brug for en opsummering af dagens store historier? Så lyt til B.T.s podcast Kongehuset bag kulissen herunder, eller hvor du hører dine podcasts.