Lige nu er det meste af verdens flytrafik lukket ned på grund af coronakrisen.

Og der bliver ikke gjort nogen undtagelse, selv om man er kongelig.

Det har sat svenske Prinsesse Birgitta i lidt af en kattepine.

Lige nu sidder hun i Tyskland og er dybt bekymret for, hvornår hun kan vende tilbage til Mallorca, hvor hun bor til dagligt, skriver svenske Expressen.

Prinsesse Birgitta har levet i isolation sammen med sin bror kong Carl Gustaf, og svigerinde dronning Silvia i lidt over halvanden måned.
Prinsesse Birgitta har levet i isolation sammen med sin bror kong Carl Gustaf, og svigerinde dronning Silvia i lidt over halvanden måned. Foto: JAN WOITAS
Vis mere

»At være hjemløs føles ikke så fantastisk. Usikkerheden er forfærdelig.«

Sådan siger prinsesse Birgitta om den venteposition, hun er sat i på grund af coronakrisen.

83-årige prinsesse Birgitta bor til daglig i byen Santa Ponsa på Mallorca, hvor hun har boet i 18 år.

Her nyder hun de mange solrige dage - oftest på golfbanen. I årenens løb har hun fået et stort netværk på den spanske ferieø.

Spanien har erklæret national nødtilstand på grund af coronavirussen, og retten til at bevæge sig uden for hjemmets fire vægge er meget begrænset.

Men før, det skete, bevægede prinsesse Birgitta sig til Sverige.

Her har hun levet i isolation sammen med sin bror kong Carl Gustaf, og svigerinde dronning Silvia i lidt over halvanden måned på Stenhammar Slot uden for Flen i Sörmland.

Men tidligere i denne uge splittede trioen sig, da prinsesse Birgitta besøgte sin søn i Tyskland, som hun bor hos lige nu.

Alle hendes tre børn, Carl Christian på 58 år, Désirée på 56 år og Hubertus på 53 år, bor i Tyskland.

Men selv om prinsesse Birgitta har nydt at se Sverige og sine børn i Tyskland, så længes hun hjem til Mallorca.

»Jeg ser mest frem til at komme hjem, må jeg sige. Det føles ikke godt at være hjemløs. Usikkerheden er forfærdelig - kan du vende tilbage? Og i så fald hvornår og hvordan? Det er meget vanskeligt,« siger hun.

Foruden den svære rejse-situation, så melder prinsesse Birgitta, at 'alt er perfekt', og at hun har det 'rigtig godt'.