Hvis kong Carl XVI Gustaf kendte til forsøgene på at dække over sex-skandalen bør han gå af, mener den prisbelønnede journalist på den svenske avis Aftonbladet, Peter Kadhammar

I en ny bog om den svenske gangster og pornokonge Mille Markovic, "Den svenske Godfather", afsløres det, at Marcovic på et tidspunkt lå i forhandlinger med en af kongens gode venner, Anders Lettström, om et køb af en række afslørende billeder af kongen på stripklubber og ved aftenfester med letpåklædte damer.

- Hvis kongen kendte til Lettströms forsøg på at købe Markovics tavshed og konstruere et dementi bygget på en løgn, bør han abdicere, skriver Peter Kadhammar.

- Landet kan åbenbart leve med en regent som går på stripbar og til tvivlsomme selskaber med letpåklædte kvinder. Landet kan åbenbart leve med en regent, der omgås folk i gangstermiljøæer, selv om det ikke ser godt ud.

- Men landet kan ikke leve med en regent, der giver sit samtykke til at betale millioner til gangstere. Vi kan ikke leve med en regent med så dårligt omdømme.

- Vi får måske aldrig at vide, hvad han vidste. Men disse begivenheder giver anledning til, at vi diskuterer, hvordan han passer sit arbejde, skriver Peter Kadhammar.