Dronning Elizabeth har været på tronen i 65 år, og briterne har længe spekuleret på, hvad der vil ske, når kronen skal gå i arv.
Selvom den 70-årige prins Charles står som tronfølger, så er næsten halvdelen af briterne uenige i den beslutning.
Briterne så gerne, at prins Charles abdicerer med det samme og giver titlen videre til prins William.
En ny undersøgelse, der er blevet foretaget iblandt 1.500 personer, viser, at 46 procent af briterne ikke ønsker, at prins Charles bliver konge. Det skriver Mirror.
24 procent har svaret i undersøgelsen, at de gerne ser, at prins Charles bliver konge, når dronning Elizabeth forlader tronen.
Resten af respondenterne vurderer, at det er hip som hap, om det bliver prins Charles eller William.
Prinsen af Wales er den længst siddende arving i britisk historie, og det forekommer ifølge det britiske medie usandsynligt, at han vil abdicere og i stedet lade sin søn stige til tronen.
Prins Charles fyldte 70 år i november. Hans mor, dronning Elizabeth, sidder stadig på tronen i en alder af 92. Selvom det kan virke, som om prins Charles har ventet hele livet på at komme til tronen, så beskrives han som en arbejdsbi.
Han har nemlig helliget sit liv til velgørenhed og kampen mod klimaforandringerne, og gennem årene har prinsen ikke været bleg for at udtale sig markant om de emner, der ligger hans hjerte nær.
Sselv om Charles som prins ofte blander sig i den offentlige debat, bliver han ikke en revolutionær og aktivistisk konge, understreger han i dokumentaren 'Prince, Son and Heir, Charles at 70'. Til den tid er han færdig med at være forkæmper for bedre miljø, bedre byplanlægning og homøopati, som han ellers har ytret sig om.
»Så dum er jeg ikke,« lyder det fra den kommende konge.
»Jeg er klar over, at det er en selvstændig øvelse at være regent. Så selvfølgelig er jeg fuldstændig klar over, hvordan det skal fungere.«