De svenske kongelige stjal en del af rampelyset, da de tirsdag ankom til Riksdagens åbning.

Men særligt kronprinsesse Victoria fik en del opmærksomhed, da hun flere gange valgte ikke at hilse politikere og andre ved at give hånd. I stedet lagde Kronprinsessen hånden på hjertet.

Det kunne blandt andet ses, da hun ankom til Storkyrkan forud for gudstjenesten i anledningen af Riksdagens åbning.

Her måtte både politikeren Andreas Norlén, der skulle holde åbningstalen og derfor tog imod de kongelige, samt domprovst Jonas Eek, der skulle forestå gudstjenesten, undvære at få hånd af kronprinsessen.

De svenske kongelige ved åbningen. I midten ses Andreas Norlén.
De svenske kongelige ved åbningen. I midten ses Andreas Norlén. Foto: Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

Både kong Carl Gustav, prins Daniel, prins Carl Philip, prinsesse Sofia, prinsesse Madeleine samt Chris O’Neil gav dog hånd, men dronning Silvia gjorde som sin ældste datter og lagde hånden på hjertet.

Seancen har vakt opsigt i de svenske medier, der dog har fået en forklaring fra det svenske kongehus. Og den er ganske simpel.

Hoffets informationschef Margareta Thorgren oplyser til Aftonbladet, at kronprinsessen er lidt forkølet, og at det altså er årsagen til det manglende håndtryk.

At kronprinsesse Victoria var forkølet kunne man også se inde ved selve Riksmødets åbning. Her hostede Kronprinsessen flere gange, og undervejs blev der bragt et glas vand til hende.

Kronprinsessens forkølelse var dog ikke det eneste, der vakte opsigt i det svenske tirsdag.

Den svenske statsminister Ulf Kristersson benyttede nemlig også dagen til at præsentere sin nye regering, som består af tretten moderater, seks kristdemokrater samt fem liberale.

Herunder blev der plads til hele to nye i regeringen, nemlig 36-årige Jessica Rosencrantz, der bliver ny EU-minister samt 31-årige Benjamin Dousa, der er blevet ny minister for bistand og udenrigshandel.

Derudover har fire andre ministre fået nye roller i den svenske regering, nemlig Maria Malmer Stenergard, der bliver ny udenrigsminister, Johan Forssell, der liver ny migrationsminister, Johan Pehrson, der bliver ny undervisningsminister samt Mats Persson, der fremover er arbejdsmarkeds- og integrationsminister.

Vil du høre flere nyheder om de kongelige, så lyt til B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'. I den seneste udgave går vi blandt andet tæt på prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett og deres bryllup.

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.