I 'TV Avisen' i søndags gav prins Joachim sit første større interview, siden han i sommer blev ramt af en blodprop i hjernen og måtte igennem en alvorlig operation. Her fortalte han, at han havde det godt, men stadig døjede med eftervirkninger af sygdommen. Ligeledes gav han udtryk for, hvordan han oven på den dramatiske oplevelse nu i endnu højere grad satte pris på familielivet, på de små og nære glæder, ja i grunden på livet selv.
Et sådant åbenhjertigt interview med en kongelig person om dennes sygdomsforløb er højst usædvanligt.
Men i og med at han giver dette interview, er han med til at skabe sympati omkring sin person, for alle kan forestille sig, hvor frygteligt det må være, hvis man selv eller ens pårørende blev ramt af en hjerneblodprop. Og når han således står offentligt frem, er han endvidere med til at skabe større opmærksomhed om denne alvorlige sygdom og nedbryde eventuelle fordomme om den, hvilket andre blodproppatienter og deres pårørende vil vide at værdsætte.
Det forhold, at kongelige står offentligt frem og fortæller om deres sygdom, er imidlertid noget ret nyt set i et historisk perspektiv. Det hænger sammen med monarkiets ændrede funktion. Kongen/dronningen har nu ikke længere nogen politisk magt, men har alene repræsentative og symbolske funktioner.
Dengang kongen virkelig bestemte politisk og var militærets øverstbefalende, måtte han selvfølgelig fremstå som stærk og mægtig, så at tale offentligt om eventuelle sygdomme var udelukket. Det ville blive set som et svaghedstegn.
Det samme gjaldt for mandlige medlemmer af kongefamilien, der var udset til personligt at føre hær og flåde i kamp. Eventuelle sygdomme i kongefamilien blev overhovedet ikke anset for anliggender, der angik offentligheden.
Men i og med at der i dag er demokrati, og regenten og dennes familiemedlemmer således ikke længere har nogen personlig politisk magt, har de måttet finde en ny offentlig funktion for at retfærdiggøre, at monarkiet fortsat skal bestå. Og det er ved at fokusere på kongefamilien i almindelighed frem for på kongen selv.
I løbet af kong Frederik IX' og dronning Ingrids tid, i takt med at de sidste rester af politiske beføjelser for kongen forsvandt, blev der i stigende grad fokuseret på kongeparret – og sidenhen på regentparret. Og nu om dage ligger fokus på kongefamilien generelt. Denne er blevet en offentligt kendt familie, hvis gøren og laden man kan se, høre eller læse om i medierne. Og derved kan alle identificere sig med kongefamilien, spejle sig i den, så at sige, og dele dens glæder og sorger.
Ved kongelige familiebegivenheder som f.eks. barnefødsler, dåb, bryllupper, skilsmisser, sygdomme, dødsfald og bisættelser kan vi alle således drage paralleller til tilsvarende begivenheder i vore egne familier. Derved føles det, som om kongefamilien – sin ophøjede position til trods – dybest set ikke er så forskellig fra os andre. Og sygdom er i den sammenhæng ikke længere noget politisk svaghedstegn, men er tværtimod med til at gøre kongefamilien mere menneskelig, så det bliver lettere for os andre at identificere os med den.
Det er medierne, der nu om dage formidler kontakten mellem de kongelige og folket. Ved at tale åbent og offentligt om sin sygdom i tv er prins Joachim altså med til at befæste kongefamiliens nye funktion i det moderne, demokratiske og i høj grad mediebårne danske samfund.
