For nylig fik prins Joachim stillingen som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris. Det har vakt en del opsigt. Der er blevet spurgt til, om han virkelig har fået jobbet, fordi han er den bedste. Og det vakte desuden undren, at han ikke får normal løn, men til gengæld får lov at tage sin apanage med til Paris.
Det er en smagsprøve på fremtidige problemer, når andre kongelige skal konkurrere om almindelige job. Dronning Margrethe har nemlig besluttet, at på nær prins Christian som kommende konge skal ingen af kronprins Frederiks og prins Joachims børn have apanage. De må arbejde og forsørge sig selv.
Nu er det ikke, fordi den slags er noget helt nyt. Glücksborg-dynastiets stamfar, hertug Christian, var oprindelig en uanselig og beskeden officer, indtil han ved skæbnens gunst, og fordi Frederik VII ikke havde nogen børn, blev gjort til tronfølger og blev konge i 1863 som Christian IX.
Og officersvejen er en tradition, der ligger til mandlige medlemmer af kongefamilien. Frederik IX var søofficer med liv og sjæl, det var hans bror, arveprins Knud, også. Det samme gjaldt arveprins Knuds ene søn, afdøde grev Christian af Rosenborg. Ligeledes har både kronprins Frederik og prins Joachim en militær uddannelse.
Om de alle ville være kommet lige så langt i karrieren her, hvis ikke de havde været medlemmer af kongefamilien, er ikke til at sige. Men de synes alle i høj grad at gå op i det og virkelig se sig selv som officerer. Et andet erhverv, som kongelige er gået ind i, er landbrugsbranchen. Således er arveprins Knuds ældste søn, grev Ingolf af Rosenborg, landmand, og det samme var prins Joachim i øvrigt tidligere. Og officers- og landbrugserhverv som beskæftigelse for mandlige medlemmer af kongefamilien er en tradition, der er lige så gammel som kongedømmet selv.
Livskaldet for kvindelige medlemmer af kongefamilien var derimod tidligere at blive gift med jævnbyrdige udenlandske fyrster. Endnu i dronning Margrethes generation var det sådan: Hendes søstre, Benedikte og Anne-Marie, blev nemlig gift med henholdsvis en tysk prins og en græsk konge.
Men i dag er det accepteret, at kongelige børn godt kan beholde deres kongelige status, selv om de gifter sig med ikke-kongelige. Så man skal nok ikke forvente, at kvindelige medlemmer af kongehuset i fremtiden vil følge den tradition.
Arveprins Knuds datter, prinsesse Elisabeth, blev aldrig gift og beholdt derved sin prinsessetitel. Og selv om prins Knuds gren af kongefamilien blev sat til side, da muligheden for kvindelig arvefølge blev indført i 1953, betød det ironisk nok, at hun derved fik plads i arvefølgen. Men så langt nede, at chancerne for, at hun nogensinde skulle komme på tronen, var mikroskopiske. Hun ernærede sig da også ved et almindeligt kontorjob i Udenrigsministeriet og modtog ikke apanage.
Så prinsesse Elisabeth kan være en rollemodel for fremtidens yngre kongelige børn med hensyn til at forsørge sig selv. Men helt ligetil at finde et almindeligt arbejde vil det nok ikke blive for dem. For nogle arbejdsgivere kan der ganske vist være prestige forbundet med at have et medlem af kongefamilien ansat, så nogle kongelige børn altså kan leve af at være kongelige. Men for andre, der får et almindeligt arbejde, kan det måske være akavet på en arbejdsplads, både for en selv, ens kolleger, ens chef og kunder, at en ansat er barn af en så kendt og offentlig person som kongen. Nogle vil måske af den grund finde arbejde i udlandet. Vi får se.
