»Ordener hænger man på idioter,« skrev forfatteren P.A. Heiberg i 1790. Modsat hvad mange tror, var han ikke imod ordensvæsenet som sådant, men brød sig bare ikke om de kriterier, som det enevældige styre uddelte ordener efter.

Efter Heibergs opfattelse blev adelsmænd, der havde arvet deres rigdom og høje positioner i samfundet, behængt med ordener, mens opvakte mænd af middelklassen, der i kraft af deres flid og intelligens selv havde arbejdet sig op, måtte spejde forgæves efter en sådan anerkendelse.

Ordener adskiller sig fra adel, hvor man bliver født ind i eller ophøjet til adelstanden, og adelskabet går i arv. Og de adskiller sig fra medaljer, der gives individuelt for at have udført en helt særlig dåd. En orden er derimod noget, man bliver medlem af – eller ridder af, som det hedder. I Danmark findes Dannebrogsordenen, der er inddelt i forskellige grader, og så den fineste orden, Elefantordenen.

Den sidstnævnte gives nu om dage kun til medlemmer af kongefamilien, til udenlandske statsoverhoveder og til enkelte helt ekstraordinære danskere som for eksempel Niels Bohr og senest i år 2000 til Mærsk McKinney Møller. Under enevælden og en hel del årtier efter grundloven af 1849 uddelte kongerne suverænt selv ordener til hvem, de ville.

Dronning Margethe uddeler ordener i Danmark, men får vejledende råd fra eksempelvis ministerierne.
Dronning Margethe uddeler ordener i Danmark, men får vejledende råd fra eksempelvis ministerierne. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Det er fortsat Dronningen, der suverænt bestemmer ordenstildelingerne, om end det nu om dage foregår lidt mere regelbundet, ligesom hun i en del tilfælde givetvis rådfører sig med regeringen. Det er fortsat medlemmer af eliten, der bliver dekoreret, selvom eliten i dag ikke er så snæver som under enevælden. Typisk vil embedsmænd få tilbudt Dannebrogsordenen, når de har opnået en vis anciennitet og er nået til et højt trin på karrierestigen. Men der er ingen automatik eller garanti.

Ellers er det de forskellige ministerier, der bringer fortjente personer inden for deres ressort på bane over for Dronningen: Erhvervsministeriet nævner således forskellige fremtrædende erhvervsfolk, Kulturministeriet markante kulturpersonligheder, der evt. kunne komme i betragtning.

Politikere fra De Radikale, Socialdemokratiet og venstrefløjen plejede tidligere af principielle, ideologiske grunde at afslå ordener, mens borgerlige politikere typisk gerne tog imod. Men i dag er billedet mere uskarpt. Nu er der fremtrædende socialdemokrater, der gladelig lader sig dekorere, og visse borgerlige, der takker nej.

Det kræver værdighed at kunne få en orden. Tidligere straffede personer kommer således ikke på tale. Og hvis en dekoreret person bliver dømt, bliver vedkommende frataget sin orden. Det skete således for fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen, da han blev dømt ved Rigsretten i den såkaldte tamilsag i 1995, og for erhvervsmanden Christian Kjær, da denne i 2019 blev idømt betinget fængsel og midlertidig frakendelse af kørekortet for påkørsel af en trafikofficial ved et cykelløb.

Ordensvæsen og »knaphulskløe« kan der være forskellige meninger om. Det er blandt andet blevet hævdet, at risikoen for ikke at få eller blive frataget sin orden i tilfælde af en plet på straffeattesten kan være med til at sikre, at eliten forsøger at holde sig på dydens smalle sti. Så det medvirker Dronningen altså til gennem uddeling af ordener.