Der er Goslar med de gamle bindingsværkshuse og bjerget, hvor vi sender heksene hen sankthansaften. Men Harzen er meget mere end det. Rejseliv guider her til en række mindre kendte oplevelser i Harzen.

For rigtig mange er der en altmodisch klang over navnet Harzen.

Det er efterhånden et halvt århundrede siden, at danskerne strømmede til det lille bjergområde med campingteltet i bilens bagagerum.

Men det, der var et af vores første store udenlandske ferierejsemål, blev siden glemt lidt i charterflyenes jetstrøm. Kun de mest dedikerede holdt ved Nordtysklands højeste bjergmassiv. For resten blev det bare gammeldags.

Og det er Harzen stadig – hvis altså det at holde fast i traditioner og byggekultur kan kaldes gammeldags. For på det område ligner Harzen sig selv. Der er stadig bindingsværkshuse omkring byens torve, pelargonier i blomsterkasserne, schnitzler på tallerkenen og skummende øl i store glas.

Og gennemsnitsalderen for turisterne hælder nok mod det gråhårede klientel. Men i dag kommer de også klædt i læder på Moto Guzzi’er, Harley Trikes og Honda Goldwings og udlever i flok en drøm på deres store maskiner i de mange bløde sving og stigninger på vejene mellem bjergene.

Så mange er der, at der er vejskilte, som advarer bilisterne mod, at modkørende motorcykler kan krænge ind over midterstriben.

Og kikker man lidt ned under overfladen, finder man flere overraskende oplevelser. Her er aktiviteter for alle aldersklasser, for eksempel nogle af de mest udfordrende moutainbike-baner og et lokalt destilleri, som fremstiller en sublim whisky.

Følg her med til anderledes oplevelser i Harzen:

DE HISTORISKE

- er slet ikke til at komme udenom. Historien er alle vegne. Ikke mindst i de gamle borge, hvor fyrsterne residerede på toppen af et bjerg over de større byer. Og den nyere historie skærer sig gennem hele Harzen, dér hvor bjergmassivet under den 40 år lange kolde krig var delt mellem de to Tysklande.

I de første år efter genforeningen i 1990 skulle man lede efter den gamle grænse, men den traumatiske tid er kommet mere på afstand og er blevet til historie. Grænsen er nu flere steder tydelig markeret, der er adskillige mindesmærker, og tidligere grænsestationer er med vagttårne og pigtråd åbnet som museum,

Anden Verdeskrig har sat sine spor med koncentrationslejre; for eksempel Dora lige nord for Nordhausen, der blev åbnet i 1943 som underlejr til KZ-lejren Buchenwald.

Fangerne skulle udbygge minegange i Khostein-bjerget, hvor der skulle indrettes en raketfabrik. I det første halve år befandt de sig udelukkende under jorden, og mange overlevede kun få uger.

I foråret 1944 blev der bygget barakker over jorden, og i efteråret blev Dora selvstændig med navnet KZ-lejr Mittelbau-Dora, og den fik flere end 40 underlejre. Af de over 60.000 fanger, der kom til lejren, døde 20.000.

Denkmal Kyffhäuser - mindesmærke i den bombastiske kategori. Foto: Judith Betak.
Denkmal Kyffhäuser - mindesmærke i den bombastiske kategori. Foto: Judith Betak.
Vis mere

Vi anbefaler også:

Denkmal Kyffhäuser ligger lige syd for Harzen på sit eget lille bjergmassiv, Kyffhäusergebirge. Her på toppen af massivet lå i sin tid en gammel borg. På ruinerne af den blev i årene 1860-1891 opført et stor mindesmærke til ære for kejser Wilhelm I.

81 meter højt er det, og man kan komme op i toppen. I de pompøse rammer holdes om sommeren både koncerter og fester med DJs og house-musik. Fra den tidligere borg er bevaret den gamle brønd – verdens dybeste – med 176 meter ned til vandspejlet.

Info: dora.de og kyffhaeuser-denkmal.de

EN BYTUR

- betyder for de flestes harzenbyers vedkommende en tur ind i et Brødrene Grimm-eventyr med bindingsværkshuse, smalle gader, bytorv og et farvestrålende flor i altankasser og blomsterkummer, og ofte troner et eventyrligt slot eller en borg over byen.

Goslar ligger som naturlig indgang til bjergene, når man kommer fra Danmark. Det er også den by, de fleste forbinder med Harzen. Her er den gamle bydel UNESCO-verdensarv.

Troede man, at Goslar var toppen af bindingsværksidyl, blev Quedlinburg, som indtil 1990 var gemt i DDR, en endnu mere overvældende oplevelse. Byen, som ligger lige nord for grænsen til Harzen, har 1.300 bevarede bindingsværksbygninger i by-centrum. Både det historiske centrum og slotsbjerget er naturligvis også verdensarv. Det skete i 1994.

Stolberg har bindingsværkshuse og torveidyl. Foto: Judith Betak.
Stolberg har bindingsværkshuse og torveidyl. Foto: Judith Betak.
Vis mere

Vi anbefaler også:

Stolberg ligger i sin middelalderidyl og gemmer sig lidt af vejen i fire skovklædte dale i det sydlige Harzen i den del, der dengang var DDR. Byen har titel af historisk europaby og luftkursted.

Også her ligger gamle bindingsværkshuse, flere fra før 1530, langs gaderne i bunden af dalene. Ikke i samme overvældende antal, men op mod 400 side om side toppet af det hvide Schloss Stolberg, som er ved at blive restaureret.

Lige uden for byen, på toppen af det 580 meter høje Auerberg, står Josephkreuz, verdens største dobbeltkors. 38 meter højt er det og vejer 125 ton. En vindeltrappe med 200 trin fører op til en udsigtsplatform. Herfra kan man se til Kyffhäuser mod sydvest og Bloksberg mod nordøst.

Info: goslar.de, quedlinburg.de og stadt-stolberg.de

VANDRETURE

- er ubetinget den største aktivitet i Harzen, og de perioder, hvor der færdes flest turister i bjergområdet, er forår og efterår, hvor temperaturen for vandring er allerbedst.

Her kan man bestige bjerge uden at klatre. Der er stier til toppene, og man kan endda få hjælp til at komme op. Et gammelt damptog, Harzer Schmalspurbahnen, kører op til Harzens højeste punkt, Brocken 1.141 meter over havet. Og til det næsthøjeste punkt, der ligger lige i nærheden, Wurmberg 971 meter over havet, er der kabinebane op.

Vandrestier fører på kryds og tværs gennem Harzen. En af de mest kendte er Harzer-Hexen-Steig, en 100 km lang rute fra Osterode i øst over Bloksbjerg til Thale i vest.

En anden lang rute følger jerntæppets rygrad og på lange strækninger den tidligere grænse gennem nationalparken. Ruten er 75 kilometer fra Ilsenburg i nord til klostret Walkenried i syd.

Vandring og Harzen er to sider af samme sag. Foto: Judith Betak.
Vandring og Harzen er to sider af samme sag. Foto: Judith Betak.
Vis mere

Vi anbefaler også:

Rabenklippe ligger blot 555 meter over havet, men her viser det ellers bløde harzenlandskab lidt bjergvildskab. Her er lodrette klippesider og vilde dyr.

Nær restauranten »Waldgaststätte Rabenklippe« er store indhegninger, hvor der lever en håndfuld losser. De slumrer dagen igennem og er ikke lette at få øje på, men de fodres onsdag og lørdag kl. 14.30. I øvrigt er der et større projekt om at genindføre lossen i Nationalpark Harz, og de store kattedyr findes nu igen i fri natur i Harzen.

Man kan gå hele vejen fra byen i dalen, Bad Harzburg, til Rabenklippe, eller man kan tage den gamle kabinebane, Burgberg-seilbahn, og svæve 482 meter op, hvorfra der er afmærkede vandrestier. Vandreturen tager en time til halvanden.

På vejen kan man kikke ned på byens nyeste seværdighed: en vandresti bygget oppe mellem trætoppene – Bumwipfelpfad Harz. Er man dårligt gående, er der også mulighed for at køre med bussen helt op til los-indhegningerne og restauranten. Der er flot udsigt til Brocken.

Info: rabenklippe.de

MADEN I HARZEN

- er på langt de fleste restauranter god, gedigen og traditionel tysk kost med schnitzler i højsædet, og knödler hvis det skal være. Og her midt i bjerge og skov med hjorte og vildsvin uden for døren er Wildschnitzel, Wildbratwurst og Wildschweinsülze ikke ukendte retter på menukortet.

Portionerne er store, og på caféerne er kageudvalget forbilledligt med stykker serveret så store, som man kun kan drømme om.

God bjergbondekost med lidt finesse.
God bjergbondekost med lidt finesse. Foto: Judith Betak
Vis mere

Vi anbefaler også:

Det syntes umuligt, men den italienske slow food-trend er nået Harzen. Skjult i de mest traditionelle rammer i Rodelhaus Mittelstation Wurmberg, som ligger ved kælkebanen lige ved siden af vinterens skipist nær kabineliftens mellemstation – om sommeren går vandrestierne forbi.

Her er råvarerne økologiske, og retterne på menukortet fabrikeres fra bunden med den tid, det nu tager – også selv om det er Fleischkäse eller den traditionelle schnitzel.

Den lokale dram i Harzen er en Schierker Feuerstei – en halvbitter mørk urtesnaps, som Willy Drube, den lokale apoteker i den lille by Schierke for foden af Bloksbjerg, udviklede for mere end hundrede år siden.

Men i dag tænkes også mere internationalt. I den lille bjergby Zorgen har man siden 2002 fremstillet whisky.

Blot seks år senere kom Glen Els, som whiskyen hedder, med i Malt Whisky Yearbook, og året efter blev det store destilleri Hammerschmiede Spirituosen taget i brug. Det har siden været en virksomhed med større produktion samt museum og forretning.

Og de lokale ørreder nyrøget fra de gamle udendørs rygeovne må man ikke snyde sig selv for. Find dem i skoven ved P-pladsen tre-fire kilometer på vejen fra Braunlage mod Elend.

Kukki hedder rygemesteren, som også er berømt for sin ærtesuppe og sin Kesselgullasch fremstillet i en gammel gullasch-kanon. Begge dele kan købes og spises på stedet.

Info: das-rodelhaus.de, schierker-feuerstein.de, hammerschmiede.de og kukki.de

AKTIVE FERIER

- er der alle muligheder for i Harzen. Her finder man blandt andet Nordtysklands bedste mountainbike-terræn.

Rundt om Clausthal-Zellerfeld vest for Nationalpark Harz og inde i nationalparken er der 62 mountainbike-ruter med i alt 1.800 kilometer markerede stier, Volksbank Arena Harz kaldes det.

Flere steder udnytter man om sommeren de alpine skianlæg til mountainbike ruter. For eksempel på Wurmberg, hvor cyklerne kan komme med kabinebanen op. Fra toppen er flere forskellige ruter ned; 18 kilometer i alt, hvor den længste er 4,5 kilometer.

Fra Wurmberg kan man også tage turen ned på Monsterroller – overdimensionerede løbehjul med tykke dæk og bremser.

Wallrunning i Harzen. Foto: Blende2/Harzdrenalin
Wallrunning i Harzen. Foto: Blende2/Harzdrenalin
Vis mere

Vi anbefaler også:

Kletterwald Thale i det nordlige, centrale Harzen, åbnede i 2008 med over 100 forskellige klatre-elementer for både voksne og børn. Her er oppe trækronerne – eller lige under – blandt andet anlagt ruter, hvor man iført sikkerhedsudstyr skal gå på line mellem træerne, svæve, kravle og hoppe.

Ved Wippra i det sydlige Harzen er der også et stort klatreanlæg. Her er desuden en rodelbahn på skinner og en klatrevæg bygget op som en stor klippe.

Er man til endnu mere adrenalin er her en mulighed: Wallrunning, hvor man iført hjelm og seler løber – i den fart, man nu tør – først næsten lodret derefter lidt mere plant 43 meter nedad. Murløbet foregår på en dæmning ved Wendefurt.

Info: wurmberg-seilbahn.de, kletterwald-thale.de og hartzdrenalin.de

5 x fakta om Harzen:

Stolberg i sin smukke middelalderidyl. Foto: Iris/Scanpix
Stolberg i sin smukke middelalderidyl. Foto: Iris/Scanpix
Vis mere

1. GEOGRAFISK
- strækker Harzen sig cirka 110 kilometer fra Eisleben i sydøst til Seesen i nordvest, og det ovale bjergområde er, hvor det er bredest, cirka 35 km nord-syd.

Området er i alt 2.226 km2, hvilket er lidt mindre end Fyn, som er 2.988 km2. Området strækker sig ind i tre tyske delstater, Niedersachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen. Den største by er Goslar med 50.700 indbyggere.

2. NAVNET
- menes at komme fra »hardt« – bjergskov. Den betegnelse, man brugte om bjergmassivet helt op i middelalderen. Ud over sine skove er Harzen kendt for vand. Det er et af de områder i Tyskland, hvor det regner mest.

Vandet samles i tolv floder, og der er 17 dæmninger, som regulerer vandmængderne og forhindrer oversvømmelser, opsamler vandet i drikkevandsdepoter, og bruger det til vandkraft og elproduktion.

3. MINEDRIFT
- har der mindst tusind år tilbage i tiden været i Harzen. Op gennem middelalderen og frem til vore dage er der udvundet sølv, kobber, bly og andre metaller, og mindedriften har haft betydning som beskæftigelse for områdets beboere.

Vigtige minebyer er Goslar med Rammelsberg, Clausthal-Zellerfeld og Sankt Andreasberg. I dag er de gamle miner seværdigheder.

4. TURISME
- har i mange år været et vigtigt erhverv i Harzen. Den rene luft i skovene og termalkilder i for eksempel Bad Herzburg gjorde området populært til kurturisme allerede tilbage i 1800-tallet.

Høje bjerge og dybe grotter samt de gode vandremuligheder tiltrak endnu flere turister. I dag forsøger Harzen at udbygge sit historiske image med nye og ofte mere actionprægede oplevelser.

5. VINTERTURISME
- er udbredt i Harzen. Der udbygges med sneanlæg i de større alpine skianlæg. I alt er der en halv snes anlæg rundt om i bjergene. Flertallet med en eller et par slæbelifter og tilsvarende antal pister.

Braunlage med Wurmberg, Hahnenklee med Bloksberg og Sankt Andreasberg med Matthias-Schmidt-Berg er større anlæg. Langrendsløjper er der et utal af. Ofte lægges spor på vandrevejene.