Spahotel om sommeren og skiparadis om vinteren. A-Rosa i Kitzbühel byder på alt det bedste, de østrigske Alper kan byde på.

Første indtryk

Lige meget hvorfra og hvornår, man kommer, er A-Rosa Kitzbühel et indtagende skue. Med bjerget i ryggen og med den store sø ude foran, forstår hotellet at sætte sig selv i scene. Stilen er klassisk alpeidyl med store altaner i træ udenfor og hyggelige åbne ildsteder indenfor.

Værelserne

Vi har boet på hotellet et par gange og er aldrig blevet skuffet. Det kan være lidt udfordrende at finde rundt mellem de 151 værelser. Men selv om hotellet er stort, er det lavet sådan, at man aldrig får fornemmelsen af lange kliniske gange. Det er skævt og fantasifuldt.

Indenfor er værelserne store, og begge de Executive-værelser, vi har tjekket ind på, har haft vindue fra badeværelset ud til værelset og videre til en flot udsigt. En fin lille detalje.

Derudover har de en sofagruppe og et skrivebord og nok plads til, at man kan bevæge sig frit rundt to mennesker, uden at det føles som en mellemting mellem limbo og jorden er giftig. Og det er ikke alle hoteller, der magter begrænsningens kunst, når det handler om at hælde møbler ind på et lille areal.

Mad og drikke

Hotellet har både en gourmetrestaurant og en mere dagligdags restaurant. Den første hedder Heimatliebe, og byder på klassisk finere østrigsk madlavning. Og inden du klør dig i nakken, så tro os, det østrigske køkken byder på både raffineret mad og fine vine. En stor madoplevelse venter.

Den anden restaurant hedder Monti E Mare, og som navnet antyder, er vi her ovre i det maritime univers, med udgangspunkt i det adriatiske køkken, der indtil 1918 var en integreret del af det østrigske.

Om sommeren kan vi derudover anbefale at snuppe en før-middag-drink på barterrassen. Udsigten over bjergene er lige til et klassisk puslespilmotiv, og en kølig, sød østrigsk hvidvin er oplagt, hvis termometeret viser over 20 grader.

Om vinteren er alternativet et glas Glühwein ved en af de åbne pejse, hvor udsigten stadigvæk kan nydes gennem glaspartierne med dalen og bjergene på den anden side.

Særligt

Skiløb, spa og golf er hotellets kernekompetencer. Men området er rigt på udendørsaktiviter om sommeren, og det er let at lege mountainbikes til en tur offroad i bjergene.

Derudover er spa-området indbydende med blandt andet et veludstyret fitnessrum og en pool, der byder på både en udendørs og indendørs-afdeling, som er forbundne.

Plus

Udsigten, arkitekturen, maden og den smukke natur

Minus

Det er dyrt og en anelse stift – hvis man rejser med børn.

Rejseinfo

A-Rosa Kitzbühel

Hvor:

Kitzbühel, Østrig

Pris:

Fra 2.100 kr. for et Executive- dobbeltværelse pr. nat.

Info: