For knap to uger siden rullede Mette Frederiksen og regeringen gaveboden ud. 

Særligt udvalgte grupper af offentligt ansatte kunne inden længe se frem til et lønløft på 2500 kroner.

I dag fandt de SOSU-hjælpere, sygeplejersker, pædagoger og fængselsbetjente som Mette Frederiksen har foreslået lønstigninger til, så ud af, hvad regeringen vil have til gengæld. 

På et pressemøde mandag præsenterede finansminister Nicolai Wammen (S), flankeret af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og Moderaternes Jakob Engel-Schmidt, hvad regeringen kræver.

Ét tema gik igen – arbejdstid. 

Rigtig mange af de offentligt ansatte i de fire særligt udvalgte grupper er nemlig i dag på deltid. Blandt sygeplejerskerne er det i dag 54 procent, der arbejder mindre end 37 timer og ugen. 

Lørdag holdt Mette Frederiksen tale til Socialdemokratiets årsmøde, hvor hun blandt andet lagde op til et opgør med »danskernes arbejdsmoral.«

Ifølge statsministeren er der i dag nemlig for mange danskere, der arbejder på deltid. 

»Jeg kan bare fornemme sådan en generel tendens i tiden til, at man gerne vil arbejde mindre. Der må jeg bare sige, at hvis alle vil det, så kan vi ikke have et velfærdssamfund,« lød det fra statsministeren før hun forklarede, at man dog i en familie »kan have gode grunde« til at der arbejdes på deltid i en periode.

B.T. spurgte derfor finansminister Nicolai Wammen, om han på den baggrund mente, at alle de mange tusinde sygeplejersker, der i dag arbejder på deltid, har den slags gode grunde til at gøre det. 

Mette Frederiksen siger, at hun mener, at alle danskere, der har mulighed for det, bør arbejde på fuldtid – med mindre man har særligt gode grunde til at lade være. Er der nogen af de forholdsvist mange sygeplejersker, der er på deltid i dag, der ikke har gode grunde til at være det? 

»Jeg vil i virkeligheden give de sygeplejersker, der er på deltid, nogle bedre grunde til at tage fuldtid. Det er det, det handler om. Jeg har stor forståelse for, at man i den enkelte familiesituation kan sige, at der passer bedste, at man er på deltid. For eksempel hvis man har små børn,« lød det fra Nicolai Wammen. 

Den forståelse ændrede dog ikke på, at der i dag er for mange pædagoger, SOSU-hjælper og sygeplejersker, der arbejder deltid, forklarede han og fortsatte: 

»Og det vil ville være en kæmpe hjælp for vores fælles velfærdssamfund, hvis nogle af dem, gerne så mange som muligt, tog flere timer eller gik fuld tid.« 

Men Wammen, i dag er det næsten halvdelen af alle sygeplejersker, der er på deltid. Mette Frederiksen siger som sagt, at man som udgangspunkt bør arbejde fuldtid. Så må der vel ifølge jer være nogle af de mange sygeplejersker, der ikke har gode nok grunde til at arbejde deltid? 

»Jeg synes jo, at det er en god grund, hvis ens familiesituation gør, at man ikke kan arbejde på fuldtid. Men det ændrer jo ikke på, at vi som samfund, som Danmark, ser ind i at vi mangler hænder. Der vil vi gerne gøre, at når man sidder som sygeplejerske og gøre op med sig selv, at det bliver mere attraktivt at tage ekstra arbejde og skæve vagter, når man får mere i lønposen.«

Men sygeplejerskerne har jo haft ret til at arbejde fuldtid hvis de vil siden 2020. Det er der kun ganske få, der har valgt at gøre. Kunne det ikke tænkes, at nogen måske har valgt faget, fordi der er mulighed for deltid? 

»Vi har brug for, at mange flere sygeplejersker vælger at være på fuldtid. Det betyder ikke, at jeg ikke har respekt for at den enkeltes familiesituation kan gøre, at man vælger noget andet. Men udgangspunkt må være, at man i det danske velfærdssamfund arbejder på fuldtid,« lød det fra finansministeren. 

Regeringen har ikke fastsat noget konkret mål for, hvor mange offentligt ansatte, man gerne ser gå fra fuldtid til deltid, men ifølge Nicolai Wammen er det »så mange som muligt.« 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.