En stribe Nato-lande har i løbet af de seneste døgn meddelt, at man sender tungt, militært isenkram til Ukraines hær i kampen mod Putins krigsmaskine.

Og lovningerne om leverancer af krudt og kugler bliver gang på gang mødt af en varm tak fra Ukraines præsident på sociale medier.

»Bliv ved med det, kansler Olaf Scholz! Antikrigskoalition i aktion,« lød det begejstret fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, lørdag aften, da det kom frem, at Tyskland vil sende 500 Stinger-missiler og 1000 panserværnsvåben til Ukraine som støtte i kampen mod Putins krigsmaskine.

Samtidig har tyskerne godkendt at sende 14 pansrede køretøjer afsted.

Danmark sender også udstyr til Ukraine, men listen indeholder indtil videre førstehjælpskasser og skudsikre veste. Det får nu De Konservative og Venstre til at kritisere regeringen for ikke at gøre nok for at hjælpe ukrainerne.

»Når man ser, hvad tyskerne og andre sender afsted, så håber jeg inderligt, at vi har undersøgt alt materiel, vi har til rådighed. Ukrainerne har brug for våben, krudt og kugler. Det må og skal vi kunne levere,« lyder det fra De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard.

Hun bakkes op af Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, der også kommer med en klar opfordring til regeringen:

»Ukrainerne står i åben kamp med russerne. De har brug for alt, hvad vi kan levere. Venstre så gerne, at man lige gik tilbage på lageret og ledte efter en ekstra gang. Der må være hårdere, militært udstyr, vi kan sende afsted,« siger han til B.T.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, har løbende takket omverden for leverancer af militært isenkram til brug i kampen mod Rusland.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, har løbende takket omverden for leverancer af militært isenkram til brug i kampen mod Rusland. Foto: UKRAINIAN PRESIDENTIAL PRESS SER
Vis mere

Begge ordførere understreger, at det er godt, når regeringen efterkommer konkrete forespørgsler fra Ukraine.

Forsvarsminister Morten Bødskov annoncerede lørdag, at lastbiler er på vej mod den polsk-ukrainske grænse med blandt andet 2000 skudsikre veste og 700 førstehjælpskasser.

Han understregede i den sammenhæng, at Danmark »ikke principielt har noget imod at sende våben til Ukraine«.

Og det skal Danmark gøre – og meget gerne snart, siger De Konservative og Venstre.

»Vi må da kunne gøre mere end at sende veste og førstehjælpskasser. Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er megastolt af det danske bidrag indtil videre,« siger Mette Abildgaard.

»Jeg forestiller mig ikke en stor, hjertevarm tak for det, vi har sendt afsted indtil nu,« tilføjer hun.

B.T. har bedt om en kommentar til kritikken fra forsvarsministeren. Forsvarsministeriet oplyser i den sammenhæng, at regeringen sammen med de øvrige Nato-allierede hele tiden kigger på, hvordan man kan hjælpe Ukraine, og at man løbende koordinere militær, humanitær og medicinsk hjælp.

Den tyske kansler, Olaf Scholz, udtalte i forbindelse med den tyske leverance af våben, at »det er vores pligt at gøre vort bedste for at støtte Ukraine i at forsvare sig mod Putins invasionshær«.

Lars Christian Lilleholt bakker op om den tyske regeringschef.

»Der er en voldsom og prisværdig modstand i den ukrainske befolkning. Det skal vi understøtte direkte,« siger Venstres forsvarsordfører.

Udover Tyskland har en lang række andre lande – blandt andet USA, Storbritannien og Frankrig – også sendt våben til Ukraine eller lovet at sende både missiler, raketstyr, maskingeværer og andet materiel.

Følg B.T.s liveblog og få de seneste opdateringer fra krigen i Ukraine her.