Nicolai Wammen kan blive Socialdemokratiets næste formand og statsministerkandidat. Det vurderer både eksperter og partifæller efter, at den 39-årige Århus-borgmester og stemmesluger i går meddelte, at han stopper som borgmester ved næste valg og i stedet stiller op til Folketinget.

Nicolai Wammen har siddet i Folketinget før, er næstformand i partiet og fik rekordmange personlige stemmer ved det seneste kommunalvalg i landets næststørste by. Det gør ham til en oplagt tronfølger, hvis Helle Thorning-Schmidt ikke formår at vælte den borgerligere regering ved næste Folketingsvalg, mener blandt andre tidligere indenrigsminister og Århus-borgmester Thorkild Simonsen (S).

- Skulle den situation opstå, vil han stå stærkt. Hvis man gør ligesom sidst og spørger alle medlemmerne, tror jeg, at Nicolai er favorit, siger Thorkild Simonsen. Også blandt de politiske kommentatorer spås Nicolai Wammen en lysende fremtid på den landspolitiske scene. Uanset hvad der sker, er han sikret en plads i den absolutte top, mener tidligere spindoktor for Anders Fogh, Michael Kristiansen. - Hvis de vinder valget, står han til en af de helt tunge ministerposter. Han er blevet en politisk stjerne, og det er helt utænkeligt at anbringe ham i et lille ministerium. Og hvis de skulle tabe valget, står han rigtig godt i formandskampen. Næste valg er Helle Thorning-Schmidts sidste chance. Vinder hun ikke, skal der skiftes ud, og så står Nicolai der, siger Michael Kristiansen. Synes du, at Nicolai Wammen til sin tid vil være en god afløser for Helle Thorning som formand for S? Er Nicolai Wammen kvalificeret til posten som erfaren politiker, Århus-borgmester, ung og populær? Eller er der andre og bedre alternativer til formandsposten?

Deltag i debatten herunder