Når Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt i aften tørner sammen med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i en direkte debat, kan Thorning glæde sig over, at hun tilsyneladende har folkestemningen bag sig.

Hele 63 pct. af danskerne bakker nemlig op om Thorning, der søndag i Berlingske Tidende sagde, at der nu er strammet nok i udlændingepolitikken.

Dermed lagde hun sig for første gang i sin formandstid ikke i slipstrømmen af regeringen og Dansk Folkeparti i udlændingespørgsmålet, og det kvitterer vælgerne for i en Gallup-måling i Berlingske Tidende.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, siger, at det er det mest markante skred i udlændingepolitikken, han har oplevet, og han mener, at det kan være begyndelsen til enden på Dansk Folkepartis massive dominans i dansk politik.

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, lader sig dog ikke kue af danskernes opbakning til Thornings udmelding. »Vi mener fortsat, der bør være en stramning vedrørende udlændinges ret til at få for eksempel børnecheck. Vi har set en række danske ydelser gå til udlændinge, som kun har arbejdet her i kortere tid. Så der er et fortsat behov for opstramninger, og det tror jeg også, at danskerne synes, når de tænker sig om,« siger Kristian Jensen.

Synes du, at udlændingepolitikken skal strammes mere?

Er grænsen nået for, hvor stram en udlændigelovgivning skal være, eller skal der strammes mere, hvis politikerne mener, at der er behov for det?

Deltag i debatten herunder