Når Retten på Frederiksberg afsiger dom over Morten Messerschmidt onsdag klokken 11, så minder det om et deja-vu for Dansk Folkepartis formand.

Hvor Retten i Lyngby i august sidste år kendte ham skyldig i dokumentfalsk og for svig med EU-midler, så har især en ting dog ændret sig, siden sagen kørte dengang.

Efter Morten Messerschmidt fik sin dom, er der nemlig dukket en lydoptagelse op, som støtter Messerschmidts udlægning af sagen, og som kan få en afgørende virkning på dommen til Messerschmidts fordel – den kan ændre alt.

Morten Messerschmidt er tiltalt for EU-svig og dokumentfalsk ved at søge støttemidler gennem partiet Meld til et særligt EU-arrangement, som skulle have fundet sted ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.

Meld-arrangement fik knap 99.000 kroner i støtte, men ifølge Anklagemyndigheden var der ikke noget EU-arrangement på Dansk Folkepartis sommergruppemøde.

Hvis det viser sig at være korrekt, så kan Messerschmidt dømmes, da støttekronerne ikke må anvendes til almindelige politiske møder for nationale partier.

Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel i 2021, men dommen gik om, da retten vurderede, at retsformanden ikke var upartisk, da han blandt andet havde liket et Messerschmidt-kritisk opslag på Facebook.

Lydfilen var ikke en del af retssagen i Lyngby, da den tidligere pressemedarbejder Karsten Lorentzen først efter sagen var afsluttet kom i tanke om, at han på sin telefon måske havde en lydfil fra 2015, hvor Messerschmidt netop på sommergruppemødet omtalte Meld-arrangementet.

På lydfilen kan man høre Messerschmidt omtale arrangementet, dagen efter at det angiveligt skulle være fundet sted.

Det er et af hans stærkeste kort i retssagen, for hvorfor skulle Messerschmidt dengang tale om arrangementet, hvis ikke han havde en oplevelse af at have været der selv?

Det er ikke Messerschmidts eneste es i ærmet.

Morten Messerschmidt (DF).
Morten Messerschmidt (DF). Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Flere medlemmer af Dansk Folkeparti har i retten bakket ham op og forklaret, at de var med til et Meld-arrangement på den særlige »dag 2« på sommergruppemødet. Det gælder blandt andre Kim Christiansen, Dorte Ullemose og Alex Ahrendtsen.

Også Kristian Wederkinck, Messerschmidts tidligere rådgiver, har forklaret at der »100 procent« var en EU-dag. Han blev nemlig selv bedt om at afbryde sin ferie og deltage. Noget Morten Messerschmidt i retten forklarede, at Wederkinck ikke var særskilt begejstret for.

Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl husker ikke, at der var et særligt EU-arrangement, men han har dog forklaret, at han og andre centrale personer i Dansk Folkeparti tilbage i 2015 vurderede, at der var tilstrækkeligt meget EU-politik på dagsordenen til, at den del af sommergruppemødet var berettiget til støtte.

Det hjælper også Messerschmidt, at Dansk Folkeparti fik et kanonvalg i 2015 ikke længe inden sommergruppemødet. Dansk Folkeparti fik hele 37 mandater valgt ind, hvilket rent praktisk betød, at meget af mødet skiftede karakter i form af en festlig introduktion.

Dermed kan Messerschmidt have arrangeret et Meld-arrangement i god tro, som så af årsager uden for hans vilje eller kontrol har skiftet karakter.

Der er dog også meget, der taler Messerschmidt imod.

De tre medlemmer af Dansk Folkeparti – Kim Christiansen, Dorte Ullemose og Alex Ahrendtsen – sagde nemlig det stik modsatte, da de aflagde vidnesbyrd i Lyngby.

På dette tidspunkt – hvor Dansk Folkeparti var ramt af et grimt formandsopgør – var deres forklaring, at der ikke var noget særskilt EU-arrangement.

Nu siger de pludselig, at den nye lydoptagelse har styrket deres hukommelse, og derfor stillede de med en ny forklaring.

Tidligere gruppeformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup har forklaret, at han heller ikke husker, at der var et særligt Meld-arrangement.

Hans vidneudsagn blev der lagt særlig vægt på i Lyngby, da han som gruppeformand netop er ansvarlig for at arrangere sommergruppemødet.

I retten på Frederiksberg har Messerschmidt forklaret, at Meld-arrangementet netop var Skaarups idé.

Messerschmidt fortalte meget detaljeret om en samtale på en gang ved et middagsarrangement, hvor Skaarup netop angiveligt bad Messerschmidt om at arrangere et Meld-arrangement med EU-politik på dagsordenen.

Messerschmidt imiterede Skaarups karakteristiske stemme og kropssprog, mens han fortalte.

Men Skaarup – som i dag er gruppeformand i Danmarksdemokraterne – forklarede, at det ikke var hans idé, og at han ikke har ført sådan en samtale med Messerschmidt.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om seks måneders betinget fængsel til Messerschmidt.