Hvis du er en af dem, som anvender udtrykket 'at få lov at beholde flere af sine egne penge', når regeringens bebudede skattelettelser træder i kraft, så bør du vide, at mindst et medlem af Folketinget ikke mener, at din løn før skat er »dine egne penge«.

SFs Carl Valentin har på Twitter draget tvivl om, hvornår ens løn nu også er ens egen.

'Din løn før skat er ikke dine 'egne penge'. Det bygger på en antagelse om, at hvad man kan lykkes med (at) få på markedet, afspejler den værdi, man skaber. Men den antagelse er forkert. Masser af topskatteydere er blevet rige på andre menneskers arbejde,' skriver Valentin.

Han går ikke nærmere ind i, hvis penge det så er.

Carl Valentin (SF) under møde i Folketingssalen på Christiansborg.
Carl Valentin (SF) under møde i Folketingssalen på Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Valentins kommentar faldt i forbindelse med et andet tweet, som han havde lavet, hvor han har hævet de cirka 8.000 kroner, som han forventer at få i skattelettelse. I tweetet spørger han, hvorfor han skal 'have store skattelettelser, når han tjener godt i forvejen'.

B.T. har tirsdag, onsdag og torsdag forsøgt at kontakte Carl Valentin på sms, ved at ringe, svare på Valentins tweet og ved simpelthen at banke på døren til hans kontor.

Onsdag var Valentin til stede i Folketinget, og der var også larm og tydelig bevægelse bag ruderne til hans kontor, men da B.T. bankede på, forstummede larmen. Ingen lukkede op.

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, er lodret uenig med Carl Valentin.

»Ja, din løn er naturligvis dine egne penge. Også før skat. Valentins udtalelser viser, at han er en fuldblodssocialist, hvor udgangspunktet er, at alt, der skabes i samfundet, tilhører staten,« siger Vanopslagh.

Gør det egentlig så stor en forskel, hvis der skal betales skat af pengene alligevel?

»Ja, det gør en forskel, om din løn i udgangspunktet er din eller samfundets. Hvis det ikke er dine penge, så bliver det i højere grad tilladeligt for staten at kræve endnu mere i skat. Folk skal beholde flere af deres egne penge,« siger Alex Vanopslagh.

Kan man sige, at det at betale skat er en beslaglæggelse af ens penge?

»Ja, i princippet er der jo tale om tvang. Hvis ikke du betaler din skat, så kommer du jo i fængsel. Det er noget, som man er tvunget til. Derfor kan du godt kalde det konfiskering,« siger Vanopslagh.

I Alternativet er man også uenig med Carl Valentin.

»Ja, din løn før skat er dine egne penge. Vi bor i et kapitalistisk samfund med privat ejendomsret, så sådan er det. Jeg ejer jo også min lejlighed. Så vidt jeg ved, er det kun i Nordkorea, hvor ens løn ikke er ens egen,« siger Alternativets finansordfører, Christina Olumeko.

Er det at betale skat så en beslaglæggelse af ens penge?

»Nej, det mener jeg ikke. Vi betaler skat, fordi det er en aftale, som vi som borgere har indgået. Hvis man ikke ønsker at betale skat overhovedet, så ønsker man vel et anarki. Det er nok de færreste, der mener det,« siger hun.

Christina Olumeko, Alternativet, er uenig med Carl Valentin. Din løn før skat ER dine penge, siger hun.
Christina Olumeko, Alternativet, er uenig med Carl Valentin. Din løn før skat ER dine penge, siger hun. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

B.T. har forsøgt at finde ud af, om Valentins holdning er udtryk for SFs holdning, men det er ikke lykkedes at få en kommentar fra politisk ordfører Signe Munk. Signe Munk lukkede døren uden et ord, da B.T. bankede på.

Partiformand Pia Olsen Dyhr er på ferie.