Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

SF fik onsdag prygl i en ny meningsmåling, og det mener næstformand Meta Fuglsang, at der er flere årsager til.

Krisen kradser i SF. Kun 5,5 procent af vælgerne ville stemme på SF, hvis der var valg i dag. 

Det viser en meningsmåling, som YouGov har foretaget for MetroXpress.

- Det er ikke sjovt at se, at meningsmålingen er så dårlig, siger næstformand i SF Meta Fuglsang.

Målingen, der er SFs dårligste siden valget i 2011, viser også, at Villy Søvndal og Co. står til at blive mindre end Liberal Alliance med 0,2 procent.

Meta Fuglsang peger på mulige forklaringer på det dårlige resultat. Her nævner hun de åbne diskussioner, som har fyldt godt i mediebilledet forud for partiets landsmøde i den kommende weekend.    

- Jeg tror, at der er flere forklaringer. I øjeblikket står vi foran et landsmøde, hvor selve landsmødeemnerne har vakt en del diskussion. Vi har både diskuteret partiprogram og næstformandsvalg åbent. Selvom vi kan sige, at politisk debat er frugtbart, så giver det et indtryk af, at vi diskuterer, hvor vi skal hen. Den usikkerhed tror jeg ikke, at vælgerne bryder sig om. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får klaret landsmødet på en god måde, og at vi får udstukket en klar politisk kurs, som vi så følger. Så tror jeg også, at meningsmålingerne kan blive bedre, siger Meta Fuglsang, der qua sin position i partiet selv er en del af debatten.Næstformanden mener også, at SF skal tydeliggøre sine politiske visioner mere, hvilket partiet har forsømt.
 
- Jeg tror, vi skal vise mere politisk vision. Vi skal vise, hvad SF står for, og vi skal være mere visionære omkring, hvor vi synes, at samfundet skal bevæge sig hen. Jeg synes, at det er vigtigt, dels at vi laver et gedigent stykke arbejde i regeringssamarbejdet, og at vi er loyale over for regeringsgrundlaget, men også at vi udstikker nogle politiske visioner, som rækker ud over valgperioden. Visioner, der tydeliggør hvad SF er for et parti. Det synes jeg, at vi har forsømt, og det, tror jeg, er vigtigt, at vi gør fremadrettet, siger Meta Fuglsang.

Hun peger på to områder, hvor det er vigtigt for partiet at blive bedre til at udfolde sine visioner. De to temaer, som er hjerteblod for partiet, er, det grønne område samt dagsordenen omkring uligheden.   

SF afholder landsmøde i Kolding fra den 13. til den 15. april.

Andre læser også