For anden gang går de Radikale i flæsket på en Venstre-minister med opsangen  »du sku' ha' vasket din mund med sæbe«. Denne gang er det nyudnævnte integrationsminister Inger Støjberg (V), der står for skud i en annonce, som Radikal Ungdom har indrykket i Dagbladet Information.

»Flygtninge når ikke at læse avis, Inger Støjberg. Du sku' ha' vasket din mund med sæbe, sku' du,« står der.

Neden under har ungdomspartiet skrevet med stort:

»Dear refugees. Let's make Denmark your home.« (På dansk: »Kære flygtninge. Lad os gøre Danmark til jeres hjem.«)

Annoncen, der tirsdag er trykt i Dagbladet Information.
Annoncen, der tirsdag er trykt i Dagbladet Information.
Vis mere

Annoncen er ment som et svar på regeringens forslag om at indrykke annoncer i udenlandske aviser, der fortæller om de danske sociale ydelser, så flygtninge ikke søger mod Danmark.

Læs også:

En idé, som ungdomspartiet altså ikke mener, vil få den store effekt. Det fortæller formand Christopher Røhl, der »bare har taget Inger Støjbergs opfordring op«:

»Hun er ude at sige, at vi skal have annonceret til verdens flygtninge. Den opfordring har vi taget. Men vi synes godt nok, det virker lidt svært at annoncere i udenlandske medier med de her nyheder omkring vores asylpolitik, for det virker ikke,« siger han til Berlingske.

Kommentaren om, at Inger Støjberg burde vaske sin mund med sæbe, er i øvrigt en reference til en ti år gammel valgkampagne fra moderpartiet.

Her tonede de tidligere formænd Margrethe Vestager (R) og Marianne Jelved (R) frem på biografskærmene, efter klip med løsrevne citater fra daværende integrationsminister Bertel Haarder (V) var blevet vist, med en klar besked: Haarder burde vaske sin mund med sæbe.

Læs også:

»Det handler ikke om at gøre Danmark uattraktivt«

Støjbergs politik er i virkeligheden symbolpolitik, påpeger Christopher Røhl, der mener, at annoncerne i sidste ende er for vælgerne i Danmarks skyld - og ikke flygtningenes.

Embedded carousel

Christopher Røhl håber, at annoncen kan medvirke til at ændre tonen i asyldebatten herhjemme, der ifølge ungdomsformanden har en negativ effekt på integrationen.

»Det handler ikke om at gøre Danmark uattraktivt.Vi skal hjælpe folk mest muligt med at komme ind i samfundet, og det gør man ikke ved at tale om de stramninger, man vil lave, men ved at inkludere og fortælle, at vi gerne vil dele vores hjem med dem,« siger han og tilføjer:

»Det er det, vi håber, flygtninge i Danmark får ud af at læse annoncen.«

Hos Venstre holder integrationsminister Inger Støjberg ferie, oplyser partiet. Men integrationsordfører Marcus Knuth (V) har ikke meget til overs for annoncen, siger han.

»Den er meget malplaceret og på et faktuelt forkert grundlag,« fastslår ordføreren.

Læs også:

Han mener ikke, det er fair at gå direkte imod ministeren, fordi der er blå opbakning til den førte integrationspolitik.

»Det er ikke Inger Støjbergs politik. Det er en samlet regering, samlet Venstre og en fælles blå bloks ny udlændigepolitik,« siger han.

Danskere vil gerne have strammere udlændingepolitik

En ny måling fra Gallup viser da også, at 61 pct. at den danske befolkning erklærer sig »enig« eller »overvejende enig« i, at udlændingepolitikken bør strammes i forhold til den politik, som SR-regeringen førte. Et tilsagn, mener Marcus Knuth, til den politik, som den nyvalgte regering fører.

»Vores nuværende udlændingepolitik har været fastlagt i meget lang tid, den står i grundlaget, og det var det, vi gik til valg på. Det her er, hvad vælgerne har stemt os ind på,« siger han.

Marcus Knuth understreger, at annoncerne ikke er tiltænkt flygtninge, men i stedet de menneskesmuglere, der fragter dem til Europa og Tyrkiet. Han henviser til en rapport fra Frontex (EU's grænseagentur, red.), der viser, menneskesmuglere hjælper flygtningene med at sammenligne de forskellige landes velfærdssystemer.

»For at gøre en lang historie kort, er det ikke flygtningene, vi vil påvirke, men menneskesmuglerne,« siger V-ordføreren.

Han vil ikke, som støttepartiet Dansk Folkeparti, lave »bombastiske videoer med en general i en uniform, som siger, flygtninge ikke skal komme til Danmark«:

»Vores kampagne skal være nøgtern og faktabaseret, således at folk er klar over, at hvis de søger mod Danmark, så får de ikke længere de her rekordhøje ydelser. De kan se sort på hvidt, hvad de får i kroner og øre,« siger Marcus Knuth.

«Og så skulle Radikal Ungdom tage en snak med de borgmestre, der lige har meddelt, at de er i knæ og ikke har plads til flere flygtninge,« tilføjer han.