Det er - mildest talt - usædvanlige tider i dansk politik. Et i forvejen højspændt og skandaløst forløb i FE-sagen kan udvikle sig yderligere dramatisk allerede i de næste par uger.
For hold nu på hat, stok og briller: Ultimativt har FE-sagen faktisk potentialet til at sprænge regeringen. Det kan ske, hvis Venstre sætter hårdt mod hårdt og kræver sagen undersøgt helt til bunds.
Noget som Socialdemokratiet - trods forblommede forsikringer om det modsatte - bestemt ikke ønsker.
Oppositionen vejrer naturligt nok morgenluft og har anmeldt en forespørgselsdebat om sagen. Men allerede i morgen, tirsdag, er der spørgetime med Mette Frederiksen i Folketinget.
Den kommer til at stå totalt i FE-sagens lys. Statsministeren vil være under maksimalt pres for at fortælle, hvordan det kunne gå så galt - og hvordan regeringen har tænkt sig at kulegrave hele forløbet.
Hun har immervæk siddet i spidsen for landet, mens to af de største forvaltningsskandaler i nyere dansk politik har passeret hen over scenen - Minksagen og nu FE-sagen.
Allerede nu kan jeg afsløre så meget, at det er med at holde ørerne stive, når statsministeren i den kommende tid kommenterer på sagen. Djævlen ligger i detaljen. Det bliver spin for fuld skrue.
Du skal således vide, at Mette Frederiksen vil have dig til at tro, at hun ikke har andet ønske end at få sandheden frem.
Det er imidlertid helt forkert. Virkeligheden er, at der i disse dage gøres alskens krumspring, for at det godt nok skal se ud som om, at der er et fromt ønske om at få alt for en dag.
Realiteten er imidlertid, at regeringstoppens plan er, at sagen skal lukkes ned, uden at offentligheden får indsigt i, hvad der i virkeligheden er foregået.
Der er ellers nok at undersøge. Efter at anklagemyndigheden i sidste uge opgav at føre retssager mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen for landsforræderi, har statsminister Mette Frederiksen og hendes nærmeste rådgiver, departementschef Barbara Bertelsen, en grim mistanke hængende over sig: At sidstnævnte som en del af en personlig vendetta mod Lars Findsen har udløst en af efterkrigstidens største politiske skandaler.
Under alle omstændigheder har forløbet været sjældent uskønt: En tidligere minister og en chef for Forsvarets Efterretningstjeneste bliver tiltalt efter en paragraf i Straffeloven, der kan udløse 12 års fængsel. Og som om det ikke var nok, har Lars Findsen måttet se sit seksualliv udstillet af de myndigheder, der har forsøgt at få ham dømt.
Læg dertil at planen var, at sagerne skulle gennemføres, uden at offentligheden kunne få den fjerneste indsigt i, hvad der ville komme til at foregå bag de lukkede døre i retssalen.
Dét fik Højesteret så forhindret. I en kendelse, der dårligt kan opfattes som andet end en total ydmygelse af regering og anklagemyndighed, krævede højesteretsdommerne åbenhed. Og fastslog i øvrigt, at så hemmeligt var det heller ikke - det, som Hjort og Findsen var tiltalt for at røbe.
Herefter blev sagerne så droppet i et historisk tilbagetog.
Nu står kampen så om, hvad der i virkeligheden er foregået. Og om at få placeret ansvaret for, at det kunne gå så galt. For ingen forestiller sig, at yngste fuldmægtig lige fandt på at rejse tiltale for landsforræderi. Det har været godkendt allerøverst i systemet.
Spørgsmålet er: Af hvem og med hvilke motiver. Det er så det, regeringen påstår nu vil blive undersøgt. Men her er det som nævnt med at lytte godt efter. Budskabet er ikke nødvendigvis, som det umiddelbart lyder.
Justitsminister Peter Hummelgaard har allerede været ude med besværgelser om, at hver en sten skal vendes i sagen.
Det lyder jo egentlig betryggende. Men flere juraeksperter har været fremme og vurdere, at Peter Hummelgaard med kirurgisk præcision formulerer sig på en måde, så der er lagt op til en undersøgelse, der med al sandsynlighed ender med ingenting - og i al fald ikke med, at Mette Frederiksen eller Barbara Bertelsen kommer i problemer.
Og dermed kan sagen så lige så stille løbe ud i sandet. Peter Hummelgaard er jo som bekendt minister i en flertalsregering, der per definition ikke behøver at frygte for at blive underkendt.
Med mindre da…
For det er jo netop her, at alles øjne bør rettes mod Venstre og Troels Lund Poulsen.
Om mindre end to uger holder Venstre landsmøde. I kongrescentret i Herning vil der sidde mange, der ikke helt har set storheden i regeringsprojektet og i al fald ikke forstår, hvorfor Venstre lod Mette Frederiksen slippe af krogen i minkskandalen.
Der er ingen tvivl om, at Troels Lund Poulsen bliver kåret som formand. Omvendt vil det være pinagtigt for Troels Lund Poulsen at forklare sine partifæller, at han som sin første handling som partiformand endnu engang lader Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen slippe med skrækken. Især da fordi Venstres nestor Claus Hjort Frederiksen står helt centralt i FE-sagen.
Nu bliver det så spændende at se, hvor meget is i maven, Troels Lund Poulsen har - tør han udfordre den regering, han selv har været med til at skabe, ved at kræve den ultimative undersøgelse?
Det kan komme til at koste regeringsdeltagelsen.
Men mange i Venstres bagland vil måske tænke: Og hvad så? For er dette ikke lige præcis den rigtige sag at sætte alt ind på og trække en streg i sandet?
De kommende dage vil Troels Lund Poulsen gøre op med sig selv, om han tør. Det bliver unægtelig spændende at følge.
