Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

'Hvor er forældrene henne?'

Sådan spørger Marcus Knuth, Venstres integrationsordfører, efter weekendens episode i Odense Friluftsbad, hvor en gruppe på 20-25 indvandrerdrenge hærgede det åbne svømmebassin.

Her blev en 15-årig dreng udsat for vold og tyveri af drengebanden, mens en 12-årig pige angiveligt blev mødt med seksuelle tilråb og truet til tavshed. Desuden blev et ægtepar angiveligt verbalt overfuset af drengene, som fulgte efter dem til en tilstødende parkeringsplads.

Marcus Knuth er godt oprørt.

»Det er fuldstændig manglende respekt for danske samfundsnormer. Jeg undrer mig over, hvor drengenes forældre er henne. Det understreger blot, at der visse steder er store problemer med integrationen, og jeg håber, at politiet i Odense vil slå hårdt ned på ballademagerne« siger Marcus Knuth til BT.

Også Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, er godt fortørnet over søndagens hændelse i det odenseanske svømmebassin. Hun er selv fra Odense, og hun ved, at mange odenseanere har et særligt forhold til stedet. Derfor er hun også ærgerlig over, hvad der er sket.

»Det er helt urimeligt, hvad der er foregået. Det kan simpelthen ikke passe, at nogle hårdkogte unge skal skabe skræk og rædsel for børn og familier, der kommer for at bade og slappe af. Det er et populært sted, som i generationer har fungeret som et fristed for mange i Odense,« siger Trine Bramsen.

Ifølge den daglige leder i Odense Friluftsbad, Rune Bille, rykkede to personer fra den sociale myndighed Center for Familier og Unge i Odense Kommune ud til stedet og forsøgte at tale drengene til fornuft, men uden det store held. Overfaldet på den 15-årige dreng er nu en sag for politiet, der fredag efterlyste vidner i sagen.

Daglig leder Rune Bille har efterspurgt flere ressourcer til konflikthåndtering, men Trine Bramsen vil lade Odense Kommune om at vurdere, om de bruger ressourcerne optimalt.

Hun mener ligesom Marcus Knuth, at forældrene har svigtet deres ansvar. Derfor er Socialdemokratiets også villige til at indføre nogle sociale sanktioner mod utilpassede unge.

»Vi har flere gange foreslået at indføre nogle sociale sanktioner, når sådanne ting sker. Vi foreslår bl.a. at kigge på, om man kan tvinge de unge til at gå til en fritidsaktivitet eller feje fortovet for kommunen. I sidste instans skal vi også have mulighed for at tage forældreansvaret fra forældrene. Jeg håber, at regeringen snart indkalder til drøftelser om en ungdomskriminalitetspakke,« siger Trine Bramsen.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.