Pia Kjærsgaard talte i halvanden time og tog sig god til til at klappe en nuttet hund, da hun fredag formiddag var gæst hos Dyreværnet på Folkemødet.
Men er der én ting, Pia Kjærsgaard lige nu ikke vil sige noget som helst om, så er det Kristian Thulesen Dahl.
»Jeg kommer ikke til at sige noget til det her. I må tale med vores pressechef,« lød det fra Pia Kjærsgaard, før hun flankeret af sine to PET-vagter skyndte sig væk.
Efter Kristian Thulesen Dahl fredag morgen meldte ud, at han ikke ville genopstille for Dansk Folkeparti til det næste folketingsvalg, er der endnu engang lagt op til en dag med DF-drama.
Lidt senere på dagen smed Thulesen Dahls gode ven Inger Støjberg så ekstra benzin på bålet, da hun sagde, at det var helt tydeligt, at man i Dansk Folkeparti i en længere periode har forsøgt at presse den tidligere partiformand ud af partiet.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke har været særlig nemt at være Kristian Thulesen Dahl i Dansk Folkeparti i et stykke tid,« lød det fra Støjberg til B.T.
Pia Kjærsgaard sagde ellers torsdag til B.T., at hun gerne ville have en melding fra Kristian Thulesen Dahl snart.
Men i dag er der altså larmende tavshed fra partimoderen, da B.T. forsøger at få en kommentar til Thulesens Dahls melding, om at han ikke genopstiller.
Morten Messerschmidt har dog været ude og kommentere Kristian Thulesen Dahls valg om ikke at genopstille.
Han kalder det blandt andet »ærgerligt«, at Kristian Thulesen Dahl ikke stiller op.
»Denne beslutning har han loyalt drøftet med mig for flere uger siden,« siger Morten Messerschmidt.
Tidligere i dag har også Søren Espersen meldt ud, at han overvejer sin fremtid i DF.