Lastbilchauffører og vognmænd, der søndag aften og mandag har lavet ulovlige blokader af trafikken, skal straffes med bøder.

Det skriver Liberal Alliances Ole Birk Olesen på Twitter.

'Venstreekstreme, som foranstalter ulovlige blokader af trafikken, skal betale meget højere bøder, som svarer til den skade, de forvolder på samfundet. Det skal lastbilchauffører og vognmænd, som gør det samme, naturligvis også,' skriver han.

Søndag aften begyndte flere lastbilchauffører og vognmænd at blokere trafikken.

Det gør de for at demonstrere deres vrede over en ny politisk aftale om kilometerafgifter på lastbilkørsel.

En aftale, der vil gøre det dyrere for vognmænd, der kører på diesel og benzin, at gå på arbejde.

Liberal Alliance støtter ikke den politiske aftale om kilometerafgifter på lastbiler. Derfor forstår Ole Birk Olesen godt, at lastbilchaufførerne er irriterede over afgiften.

Men han forstår ikke, at de tyer til blokader.

»Generelt skal vi mennesker forsøge at styre vores vrede i stedet for at lade os styre af dem. Jeg forstår ikke, at fordi man er utilfreds med en lov, at man lader det gå ud over andre trafikanter,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Man skal generelt prøve at styre sig selv.«

Liberal Alliance har foreslået, at man giver bøder til de ansvarlige bag de ulovlige blokader, der svarer til den økonomiske skade, der har kostet samfundet.

Ole Birk Olesen anerkender dog, at det er svært at komme med et præcist tal, og derfor skal bødens størrelse være »et slag på tasken«, alt efter hvor stor økonomisk skade, det vurderes, blokaden har forårsaget.

Du kan følge B.T.s livedækning her.