Nye Borgerliges ledelse kan ikke fremlægge et håndfast bevis på, at Lars Boje Mathiesen stillede et ultimatum om, at han ville forlade partiet, hvis ikke han fik sat 350.000 kroner ind på sin private konto.

Det siger Nye Borgerliges sekretariatschef, Lars Eldrup, på en lækket videooptagelse fra et krisemøde i Nye Borgerlige søndag aften. B.T. er i besiddelse af videoen, som kan ses i toppen af artiklen.

Det omtalte ultimatum var en bærende grund til, at partiets ledelse valgte at ekskludere Boje fredag, men ledelsen har altså ingen dokumentation.

Derudover har Lars Boje udleveret en sms-besked til B.T., som han torsdag sendte til Lars Eldrup, og som han har fået fortalt har været afgørende for eksklusionen.

I beskeden skriver Lars Boje, at han mener, Nye Borgerlige »forhaler« udbetalingen af hans »personlige sponsorater, som han selv har skaffet til at betale for et koncept«.

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige  skrev allerede 1. marts til Nye Borgerliges sekretariatschef Lars Eldrup, at hvis ikke han fik sine krav igennem, så kunne partiet »godt finde en anden formand«.
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige  skrev allerede 1. marts til Nye Borgerliges sekretariatschef Lars Eldrup, at hvis ikke han fik sine krav igennem, så kunne partiet »godt finde en anden formand«. Foto: Emil Helms
Vis mere

Lars Boje skriver, det er »fuldstændig uacceptabelt«, og at han »forventer, det straks bliver bragt i orden«, og at pengene »bliver udbetalt i dag (i torsdags, red.)«, og at »der er ganske enkelt en grænse for, hvad han finder sig i«.

Sms-beskeden indeholder dog ikke et ultimatum om, at han stopper som formand, hvis ikke han får 350.000 kroner senest fredag morgen.

På den lækkede video ser og hører man Lars Eldrup sige, at Bojes ultimatum blev fremlagt mundtligt over for ham »fire til fem gange«, og at der derfor ikke er en sms eller andet, der dokumenterer truslen.

Mødet søndag aften blev afholdt digitalt, og adskillige lokalformænd og byrådsmedlemmer i Nye Borgerlige deltog og kunne stille spørgsmål til forløbet.

Besked, som Lars Boje Mathiesen har sendt til sekretariatschef Lars Eldrup torsdag.
Besked, som Lars Boje Mathiesen har sendt til sekretariatschef Lars Eldrup torsdag.
Vis mere

»I sagens natur er det et møde, så derfor er der jo ikke en sms-besked, der dokumenterer det. Men jeg har holdt møde med ham, og han har gentaget den her besked over for mig fire til fem gange,« siger Eldrup på videoen og fortsætter:

»Jeg bliver nødt til at sige, at det er de faktiske forhold. Jeg tog noter på det møde om, hvad det var, der blev lavet af aftaler – og vi talte også om alle mulige andre emner – og der har jeg noteret, at det er sådan her, det er, at jeg skal give den her besked videre, at Boje vil melde sig ud af partiet, hvis han ikke får pengene,« siger Eldrup, som fortsætter:

»Den trussel kommer i sidste øjeblik,« siger han, hvorefter han siger, at han umiddelbart i forlængelse af mødet informerede Nye Borgerliges organisatoriske næstformand, Jesper Hammer, om indholdet på mødet.

Lars Boje forklarer, at han aldrig har sagt til Lars Eldrup, at han ville forlade partiet, hvis ikke han fik 350.000 kroner.

»Nej, jeg har aldrig givet det ultimatum. Hvad skulle min motivation være for det?« siger Lars Boje.

Lars Boje Mathiesen og Henriette Ergemann blev valgt som henholdsvis Nye Borgerliges formand og næstformand 7. februar på partiets ekstraordinære generalforsamling. Siden er Henriette Ergemann presset væk fra formandsposten efter en række kontroversielle udtalelser og Lars Boje er blevet eksluderet.
Lars Boje Mathiesen og Henriette Ergemann blev valgt som henholdsvis Nye Borgerliges formand og næstformand 7. februar på partiets ekstraordinære generalforsamling. Siden er Henriette Ergemann presset væk fra formandsposten efter en række kontroversielle udtalelser og Lars Boje er blevet eksluderet. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Du har jo i andre beskeder, som B.T. fremlagde i går, givet udtryk for, at partiet måtte finde en anden formand, hvis ikke du fik dine lønkrav om et formandsvederlag godkendt. Tror du ikke, at folk vil tænke, at så har du nok også gjort det i dette tilfælde?

»Nej, det er vanvittigt. Det var også nogle beskeder, som jeg sendte til Lars Eldrup, som jeg ikke skulle forhandle løn med. Desuden siger man jo ikke før en lønforhandling, hvad man er villig til at gå på kompromis med, og hvad man ikke er,« siger Lars Boje.

Han er enig i, at den besked, som han sendte til Lars Eldrup, er en hård besked, men afviser at den er ment som et ultimatum.

»Det var en kras besked. Jeg var sur over, at de tillod sig at blokere for midlerne, hvilket jeg opfattede som et pressionsmiddel i nogle lønforhandlinger. Det synes jeg var uhørt,« siger Lars Boje og fortsætter:

»Jeg begyndte at få en mistanke om, at det var det, de gjorde op til, at vi skulle forhandle løn 25. marts,« siger han.

Ifølge Boje var det kun ham og Lars Eldrup, der var til stede på det møde, som Eldrup omtaler i videoen.

Lars Eldrup afviser fuldstændig Lars Bojes forklaring. Han fastholder, at Lars Boje på mødet gav ham en direkte ordre om at give ultimatummet videre til partiets hovedbestyrelse.

»Det var det, som Lars Boje sagde til mig. Han gav mig en ordre om, at jeg skulle gå videre med det ultimatum, at der skulle overføres 350.000 kroner til ham torsdag eller senest fredag morgen. I modsat fald, så ville han melde sig ud,« siger Lars Eldrup, som dog erkender, at der ikke findes et håndfast bevis for Lars Bojes ultimatum.

»Men det var et møde, så jeg sidder ikke og laver lydoptagelser, så jeg kan ikke dokumentere det ud over, at det står i mine mødenoter,« siger Eldrup og fortsætter:

»Jeg synes, det er meget ubehageligt. Jeg sætter en ære i at være en loyal embedsmand og finder det ubehageligt, at sådan nogle beskeder må frem. Lars Boje bør stå ved sin adfærd og sine metoder.«

»Jeg rykker mig som sagt hverken på beløb, længde eller opsigelsesbetingelser. Så må de bare finde en anden til at være formand,« skrev Lars Boje Mathiesen allerede 1. marts til Nye Borgerliges sekretariatschef Lars Eldrup.
»Jeg rykker mig som sagt hverken på beløb, længde eller opsigelsesbetingelser. Så må de bare finde en anden til at være formand,« skrev Lars Boje Mathiesen allerede 1. marts til Nye Borgerliges sekretariatschef Lars Eldrup. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

B.T. bragte søndag aften en artikel, hvor flere af Lars Bojes beskeder viser, at han ikke ville være formand, hvis ikke hans lønkrav blev opfyldt. Det var dog om formandsvederlaget og ikke de 350.000 kroner.