Løkke vil have ordning med fradrag for praktisk hjælp og istandsættelse af boligen på plads før sommerferien.

Allerede før sommerferien er det regeringens ambition at være på plads med en netop lanceret ordning, så danskerne kan få skattefradrag for omkostninger til praktisk hjælp i hjemmet og til istandsættelse af boligen.

- Ordningen skal vedtages inden sommerferien, så danskerne ikke udskyder renoveringer, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med, at han præsenterer pakken på Håndværksrådets årsmøde onsdag.

Han lægger op til, at det i første omgang skal være en forsøgsordning, som træder i kraft per 1. juni.

- Og så må vi se, om det kan gøres permanent, siger han.

Målet med ordningen, som regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne lige nu arbejder på, er at gøre sort arbejde hvidt, så der kan komme mere gang i håndværksvirksomhederne og blive skabt flere servicejob.

- Sort arbejde er tyveri fra fællesskabet, lyder det fast fra finansminister Claus Hjorth Frederiksen.

Hos blandt andet Dansk Folkeparti hilser man forslaget velkommen.

- Det er en fremragende ide, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, der regner med, at lovforslaget vil skabe flere jobs til indvandrere og danskere med korte uddannelser og som samtidig håber, at forslaget bliver fremsat i Folketinget allerede torsdag.

Regeringen vil målrette ordningen til håndværksarbejde og økonomisk hjælp til eksempelvis vinduespudsning, malerarbejde eller havearbejde. Ordningen skal være bredere end den eksisterende beskårede hjemmeserviceordning.

- Regeringen har startet forhandlinger om Bolig Job Pakken med Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti for at få flere istandsættelser væk fra det sorte marked og over på det hvide marked, siger han og fortsætter:

- Det vil give job i små og mellemstore virksomheder og travle danskere mulighed for at få ordnet nogle af de ting, de har brug for.

Initiativet er et element i den vækstpakke, som regeringen har bebudet. Ordningen vil blive et forsøg til og med år 2013, og det ligningsmæssige fradrag bliver på en tredjedel af lønnen.

Det er anden gang på godt to år, at regeringen vil sparke liv i økonomien ved at bruge penge på at støtte håndværksfagene.

I 2009 blev regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance enige om en såkaldt renoveringspulje.

1,5 milliarder kroner blev dengang sat af til, at man kunne få tilskud på op til 40 procent af arbejdslønnen til håndværkere - dog højst 15.000 kroner.

Desuden kunne der gives tilskud til materialer, hvis der var tale om energirenovering.

Ordningen blev dog blandt andet kritiseret for at være bureaukratisk.

/ritzau/