For nylig foretog statsminister Mette Frederiksen en grøn kovending. Hun var ikke længere rød, før hun var grøn.
I en storstilet kampagne i både trykte medier og på Facebook bedyrede hun, at det socialdemokratiske forbehold i den førte klimapolitik nu skal begraves, og at man trods betænkeligheder rent faktisk har gennemført vidtrækkende reformer, der har skåret den danske udledning med over ni millioner ton CO2.
Men B.T.s gennemgang af de store grønne aftaler, der er forhandlet på plads siden valget i 2019, viser, at hvis det havde stået til regeringen og dens egne udspil, så havde vi i dag blot sparet fem millioner ton CO2. De resterende fire millioner ton CO2 er regeringen blevet »tvunget til at gennemføre i forhandlingslokalet«, fremføres det fra støttepartier.
»Jeg oplevede en regering, der var nærmest fornærmende uambitiøs. Alle forhandlingsoplæg og udspil lå under, hvad der skulle til,« siger Radikale Venstres tidligere klimaordfører Ruben Kidde, der forhandlede mange af de helt store klimapolitiske aftaler på vegne af sit parti.
I opgørelsen er det altså knap 60 procent af de 9,2 millioner ton CO2, der kommer fra regeringens egne udspil – men Socialdemokratiet fremhæver stadig det samlede tal som regeringens 'grønne resultater'.
»Det er faktisk en smule forargeligt, at man på den måde pynter sig med lånte, grønne fjer. Den her opgørelse viser jo, at regeringen ikke har fremlagt en politik, der er forenelig med vores mål om 70 procents reduktion i 2030,« siger Ruben Kidde og tilføjer:
»Vi har kun en chance for at nå det, fordi regeringen ikke har fået sin vilje i forhandlingslokalet.«
Den radikale udlægning af regeringens indstilling under forhandlingerne falder dog klima- og energiminister Dan Jørgensen for brystet.
»At fremstille det, som om vi er blevet presset til noget, er simpelthen forkert,« udtaler han i et skriftligt svar.
»Vi fremlægger forhandlingsudspil, som så er udgangspunktet for hver forhandling. Men vi siger også hver gang: 'Hvad der derudover skal laves, vil vi gerne høre jeres ideer til og i fællesskab finde finansiering til'. Det synes jeg faktisk er en god og respektfuld måde at lave politik på, som giver alle indflydelse,« tilføjer Dan Jørgensen.
Men også SF mener, at regeringen har været fodslæbende i forhandlingslokalet.
»Jeg kan faktisk ikke huske en eneste forhandling, hvor regeringen var med helt fremme i bussen. Det var altid os, der pressede gevaldigt på,« siger politisk ordfører Signe Munk, der som tidligere klimaordfører også har været med om det grønne forhandlingsbord.
Et eksempel på den store forskel er klimaaftalen for energi- og industrisektoren fra sommeren 2020, hvor regeringen med sit oprindelige udspil ønskede at spare 1,3 millioner ton CO2.
Efter et langstrakt forhandlingsforløb fik aftalepartierne presset det endelige resultat op på 2,7 millioner – altså en øget besparelse på hele 1,4 millioner ton CO2.
I en knap to minutter lang video, som Socialdemokratiet har delt på sociale medier, anerkender statsministeren, at regeringen er blevet påvirket af støttepartierne.
»Det var godt, at vi lod os presse. Både for klimaet, men også for de beslutninger, der er blevet truffet efterfølgende,« lyder det fra Mette Frederiksen.
Men den tale er ifølge Ruben Kidde en »uærlig fremstilling«.
»Sandheden er, at vi hver dag, aftale for aftale, fortsat skal forhandle statsministeren op. Regeringen er 'grøn', fordi støttepartierne dagligt minder regeringen om det.«
Hos SF er tonen dog en anelse mere forsonende.
»Jeg tillader mig at være glad for, at det er lykkedes at presse tallet så meget op. Og jeg noterer mig, at statsministeren fremover vil droppe sine 'grønne forbehold',« siger Signe Munk.
»Alle må være glade for den grønne vækkelse. Nu skal vi bare se det udlevet i praksis.«
Og der er stadig et stykke at gå, før Danmark lever op til det tårnhøje ambitionsniveau, som et enigt folketing stillede sig bag i slutningen af 2019.
Sidst i februar gav Klimarådet dumpekarakter til regeringens foreløbige resultater og understregede, at »regeringens klimaindsats endnu ikke anskueliggør, at 70-procents målet i 2030 nås«.
