Interesserer du dig for litteratur og økologisk mad?

Er du mellem 18 og 45 og bor i hovedstadsområdet?

Så står du til være en af dem, der bliver – eller måske allerede er blevet – tæppebombet med en videokampagne, hvor statsminister Mette Frederiksen forklarer sin grønne kovending og slår hårdt på regeringens grønne ambitioner.

'En fremtid, vi kan glæde os til,' lyder sloganet til videoen, der allerede nu deles massivt på Facebook af Socialdemokratiets profil.

Og læser man nærmere i annoncebeskrivelserne, er det i stor stil de vælgergrupper, der forlod regeringspartiet ved efterårets kommunalvalg, der er målet.

»Det er tydeligt, at partiet nu reagerer på den stabile sivning af vælgere, man har oplevet i de store byer. Her fylder den grønne omstilling og klimakampen mærkbart mere, og her har Socialdemokratiet et voldsomt efterslæb. Det startede allerede ved folketingsvalget i 2019,« siger Henrik Kjerrumgaard, kommunikationsekspert og tidligere særlig rådgiver.

»Man satser på, at en markant udmelding på alle platforme – både på sociale medier, i dagbladsannoncer og gennem massiv medieomtale – kan hente tabt land tilbage.«

Videoen har i skrivende stund nået op mod 60.000 brugere, men den potentielle rækkevidde for den samlede kampagne er mange gange større.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder tale ved Grønt Erhvervsforum, 16. september 2020.
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder tale ved Grønt Erhvervsforum, 16. september 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Fra flere sider er Mette Frederiksens grønne hamskifte blevet sammenlignet med med hendes forgænger på statsministerposten Anders Fogh Rasmussen (V), der i 2008 tog et opgør med Venstres »fodslæbende« klimapolitik i en tale på partiets landsmøde.

Og der er god grund til optimisme i den socialdemokratiske lejr, hvis man nærstuderer Foghs reinkarnation som klimabevidst statsminister for snart 13 år siden.

»Dengang virkede det for Fogh. Det er der også stor sandsynlighed for, at det vil for Frederiksen,« spår Henrik Kjerrumgaard, der til daglig gennem virksomheden White Cloud rådgiver virksomheder og organisationer i netop strategisk kommunikation.

»Hun signalerer over for støttepartierne og deres vælgere, at Socialdemokratiet er en med- og ikke en modspiller. Det samler de røde og skaber samtidig kant til de blå,« tilføjer han.

Men er der ikke en fare for, at det kommer til at fremstå som utroværdigt? En gratis omgang?

»Jo, det er klart, men der lægges jo op til, at man følger kampagnen med konkret politik. Det er forventningen, og det ved man godt i regeringstoppen. Grønne vælgere går op i resultater. Der skal ske noget,« siger Henrik Kjerrumgaard.

Han sammenligner det i øvrigt med Socialdemokratiets meget succesfulde kursskifte i udlændingepolitikken.

»Det er jo ikke første gang, at et parti skifter holdning,« tilføjer han.

Det er bare to år siden, at Mette Frederiksen slog fast, at hun var »rød, før hun er grøn«.

Men nu har piben altså fået en anden lyd.

»Det passede dengang. Men det gør det ikke længere. Jeg er klar til at lægge forbeholdet væk. Det grønne er ikke længere sekundært,« forklarede statsministeren søndag i en klumme i Politiken.

I kronikken udtrykker Mette Frederiksen også taknemmelighed for, at regeringen »blev forhandlet så højt op« på den grønne dagsorden af støttepartierne SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.