Lokalpolitikere poster mange tusinde kroner i Facebook under valgkampen.

Det fremgår af Facebooks eget annoncebibliotek, hvor man kan slå op, hvor mange penge forskellige profiler har brugt på Facebookreklamer.

Her har B.T. Aarhus gennemgået de seneste 90 dages forbrug fra flere byrådskandidater i Aarhus Kommune. Forbruget er opgjort fra 15. august til 12. november.

Selvom valgkampen officielt har været i gang i tre uger, så viserne annoncekronerne nemlig noget andet. På Facebook har valgkampen været i gang siden sensommeren.

Den absolutte topscorer er Steen Stavnsbo (C), der har brugt 111.378 kroner på reklamer i perioden på 90 dage. Dernæst kommer borgmester Jacob Bundsgaard (S) med 82.564 kroner og så Thomas Medom (SF) med 57.716 kroner.

Venstres borgmesterkandidat Christian Budde (V) har et reklameforbrug på blot 17.633 kroner.

Han er overgået af sin egen partikollega og rådmand Bünyamin Simsek (V), som ved dette kommunalvalg ikke blev valgt som spidskandidat i Venstre. Han har i alt brugt 34.643 kroner på reklamer.

Det svimlende beløb på over 100.000 kroner, som borgmesterkandidaten fra De Konservative, Steen Stavnsbo, har brugt, er helt strategisk.

»Vi har valgt at følge tidsånden, for det er den måde, man kommunikerer med vælgerne på i dag. Langt færre læser avis, flere får nyheder og budskaber gennem sociale medier og internettet. Jeg ved også, at borgmester Jacob Bundsgaard bruger mange annoncekroner, så vi må tage kampen derhen, hvor kampen udspiller sig,« siger han til B.T.

Selv er han noget overrasket over, at han er den kandidat, der har brugt flest penge på Facebookreklamerne. Han havde troet, at andre borgmesterkandidater i byen ville poste mindst ligeså mange penge ind i det.

»Vi kan se, at vores trafik på hjemmesiden og visninger af indslag og videoer er mangedoblet undervejs, mens vi har ført kampagner. Så det virker. Vi laver både brede kampagner, ligesom vi udvælger bestemte teamer, der interesser forskellige målgrupper,« lyder det fra Steen Stavnsbo.

Brugen af Facebookannoncer er faktisk afgørende for at nå ud til sine vælgere i en valgkamp. Det siger Troels Johannesen, kommunikationsrådgiver og ekspert i politisk kommunikation på sociale medier.

»Det betyder helt bestemt noget at bruge mange penge. Al erfaring viser, at hvis man er god til at lave indhold på sociale medier og bruge penge på annoncer, så er man simpelthen bedre til at få stemmer end dem, der ikke bruger annoncer,« siger han til B.T.

Bruger man som lokalpolitiker ikke Facebookannoncer aktivt, så er man allerede bagud. Men indhold og annoncekroner skal hænge sammen.

Det nytter ifølge Troels Johannesen ikke noget at lave håbløse budskaber, men har man solide mærkesager, som vælgerne interesserer sig for, og kan man lave opslag, video og annoncer til den rette målgruppe i det lokalområde, man stiller op i, så er der større sandsynlighed for, at man får et kryds på valgdagen.

Spørgsmålet er, om Facebookannoncerne er vejen frem – og om valgplakaterne snart forældes.

Det forestiller Steen Stavnsbo sig, at de gør, fordi tidsånden ræser i en digital retning.

»Jeg tror, tiden løber fra valgplakaterne. Det skaber også synlighed i gadebilledet, men med den massive tv-dækning og på sociale medier, så kan ingen efterhånden være i tvivl om, at der er valg,« siger han.

Troels Johannesen er dog ikke helt sikker på, at valgplakaterne ryger. De er ifølge ham stadig et effektivt redskab i valgkampen.

»Valgplakaterne skaber genkendelighed, og det er simpelt og effektivt. Men Facebookannoncer, valgplakater, borgermøder og uddelinger på gaden skal ses i en sammenhæng. Facebookannoncerne kan ikke stå alene, og de kan valgplakaterne heller ikke. Men laver man en masse forskellige ting, så gør det en forskel.«

Kommunal- og regionsvalget løber af stablen på tirsdag d. 16 november.