Venstres næstformand Kristian Jensen støtter stadig formanden Lars Løkke Rasmussen, og han ønsker ikke at kommentere forlydender om, at han står klar i kulissen, hvis Løkke trækker sig eller bliver væltet i løbet af de næste dage.

Det slog han fast, da han mandag formiddag mødte op til gruppemøde i Venstres folketingsgruppe på Christiansborg.

Han ønskede ikke at forholde sig til, hvorvidt han udfordrer Lars Løkke.

- Jeg vi gerne have lov til at fortolke mine holdninger selv, sagde han og havde i øvrigt ingen kommentarer til krisen i partiet.

Før gruppemødet var luften tyk af rygter om, at et stort mindretal af utilfredse folketingsmedlemmer på mødet ville fremsætte et skriftligt krav om, at Løkke skal indkalde til ekstraordinært landsmøde, hvor medlemmerne kan stemme om, hvem der skal være formand.

Det blev der ikke noget af på mødet, som varede under ti minutter.

Efter mødet havde partiets kronprins, Kristian Jensen, ingen kommentarer til situationen.

- I fredags appellerede jeg til, at vi holder debatten internt. Det havde jeg ikke særlig stor succes med. Derfor vil jeg gå foran med et godt eksempel: Jeg har ingen kommentarer før hovedbestyrelsesmødet i morgen.

LÆS OGSÅ: Dramatisk gruppemøde i Venstre: Medlem i tårer på gangen

Han fik et væld af spørgsmål om aktuelle meningsmålinger og om, hvorvidt Løkke kan blive siddende, hvis han ikke får absolut flertal på tirsdagens hovedbestyrelsesmøde.

- Jeg synes, der er mange drøftelser, vi skal have internt i Venstre. Jeg bidrager ikke til den diskussion i pressen, lød svaret igen og igen.

- Jeg har tillid til Lars. Det var en klog beslutning af Lars Løkke, at indkaldte til hovedbestyrelsesmøde i morgen (tirsdag, red.).

- Jeg har ingen kommentarer til, hvad der kommer til at ske på hovedbestyrelsesmødet i morgen.

LÆS OGSÅ: Oprør ulmer før Venstre-møde: I dag kan fløjkrig bryde ud i folketingsgruppen

Heller ikke Politikens historie om, at netop Kristian Jensen skulle være klar til at overtage formandsposten, ønskede han at kommenterer:

- Jeg vil gerne have ret til at foltolke mine egen holdninger og handlinger selv og gerne have frabedt, at andre fortolker på dem, sagde han bestemt.

Før mødet talte flere af de få fremmødte Venstre-folk med pressen.

Eyvind Vesselbo spurgt, om han bakker op om partiformanden.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Det sagde jeg for et stykke tid siden, og det er min holdning. Jeg vil have lov at sige det internt, sagde Vesselbo til skaren af journalister foran mødelokalet.

Også Henrik Høeg var tilbageholdende med at kommentere på sin fortsatte støtte til partiformanden.

- Det afgør hovedbestyrelsen i morgen, lød det kortfattede svar.

En dybt berørt Hans Andersen ville heller ikke udtrykke støtte eller det modsatte og fastholdt, at 'vi holder debatten internt'.

Troels Lund Poulsen udtrykte derimod sin uforbeholdne støtte til Lars Løkke Rasmussen.

- Ja, jeg støtter Lars Løkke. Det her er jo en del af Venstres medlemsdemokrati. Nu får man lejlighed til at diskutere det i morgen - en proces, som Lars Løkke i øvrigt selv har sat i gang, sagde Troels Lund Poulsen.

- Man skal nok ikke være professor i politik for at se, at det her alvorligt for Venstre, og derfor er det godt, at hovedbestyrelsen mødes i morgen, sagde han.

BNB