Politisk kommentator Helle Ib ser tilbage på året, der gik i dansk politik, og giver sit bud på blandt andet årets overraskelse, årets bommert og årets politiske begivenhed.
Politiko.dk har bedt en række politikere, kommentatorer og samfundsdebattører gøre status over det forgangne år i dansk politik.
Her giver Helle Ib, politisk kommentator på Børsen, sine bud på markante personer, partier og begivenheder:
Denne politiker har klaret sig bedst i år:
»Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkeparti er kommet elendigt ud af finanslovforløbet og især farcen om boligydelsen. Men set under ét har det været et godt år for DFs formand. Kristian Thulesen Dahl har som Pia Kjærsgaards afløser cementeret et usædvanligt vellykket generationsskifte. Med rekordtilslutningen ved valget i juni, som mange analyseinstitutter havde undervurderet, blev DF det største parti i den borgerlige blok.
Kristian Thulesen Dahl fik det ønskede nej ved afstemningen om det retslige forbehold. Og trods store udfordringer som del af den brogede flok, der udgør Løkke-regeringens parlamentariske grundlag, er Thulesen Dahl i en position, hvor han har chancen for at rykke DF op i en ny liga. DF kan gå i regering, den dag Kristian Thulesen Dahl skønner, at det er bedre end den nuværende position.«
Dette parti har klaret sig bedst i år:
»Liberal Alliance. Med 13 mandater ved valget i juni har Liberal Alliance manifesteret sin position som det mest reformivrige parti i den borgerlige blok. Det er ikke voldsomt mange år siden, LA i målingerne slet ikke stod til at blive repræsenteret, så en placering som femtestørste parti i Folketinget er en klar sejr for Anders Samuelsens parti.
LA opnåede at fremstå som vindere, da finanslovaftalen faldt på plads i november, og LA kunne tage æren for historisk nedsættelse af registreringsafgiften. EU-afstemningen endte med det nej, som LA anbefalede. I regeringsgrundlaget tyder det ligeledes på, at LA har opnået pæn valuta for mandaterne. Bliver topskatten sænket med fem pct. point - hvilket dog fortsat er usikkert - i forbindelse med den kommende skattereform, vil de færreste være i tvivl om, at det skyldes LAs ihærdighed.«
Årets politiske bommert:
»Finanslovaftalens beskæringer af boligydelsen. Indbegrebet af politisk makværk, der må skydes til hjørne som følge af, at parterne ikke i tide havde tilstrækkeligt overblik over virkningerne af at skære i pensionisternes boligydelse. Forløbet fik et ekstra farceagtigt skær, da det kom frem, at Udbetaling Danmark allerede havde taget højde for beskæringerne, selv om politikerne nåede at ændre holdning kort før tredjebehandlingen af finansloven.
Nu får alle pensionister alligevel det rigtige beløb, men regeringen står med et ekstra problem: Det er næppe blevet lettere for finansminister Claus Hjort Frederiksen at få DF med på at spare op imod en halv mia. kr. frem til 2020 på boligydelsen efter dette forløb. Venstre-regeringen får det svært i det kommende år i den økonomiske politik, hvis voldsomme protester afskrækker DF fra at bevæge sig uden for partiets comfort-zone.«
Årets uheldige udtalelse:
»Venstre-manden Finn Thranum, der i Jyllands-Posten i folketingsvalgkampen gav udtryk for, at Helle Thorning-Schmidt diskvalificerede sig selv som statsminister på grund af sit »ikke-normale« parforhold og familieliv. »Min statsminister skal sgu ikke have en ægtefælle, der er parlamentariker i et andet land. De skal sgu leve som en dansk familie. Og der er Lars jo. Han har fuldkommen ren røv at trutte i. Han har en sød kone, der bakker ham hundrede procent op og nogle dejlige børn. Og de har et normalt liv Danmark,« lød det fra den daværende MF’er. Thranum beklagede dog siden sine udtalelser, da det stod klart, at Christiansborg foretrækker en konkurrence på politik frem for på børn og ægtefæller.«
Denne politiske begivenhed husker jeg 2015 for:
»Folketingsvalget i juni. Valget og de efterfølgende forhandlinger om regeringsgrundlag vidnede om dramatiske opbrud i det politiske billede, tab for de gamle magtpartier – og en demonstration af, at lysten til at påtage sig det ultimative ansvar og være en del af landets ledelse, ikke er overvældende for tiden.«
Årets største politiske overraskelse:
»Uffe Elbæk. Et comeback af de sjældne til den tidligere radikale kulturminister. Alternativets leder havde lyttet til »jorden kalder« og stormede ind i Folketinget med ni mandater. Elbæk red på en vælgerbølge af håb om noget nyt og kunne dygtigt udnytte en vis træthed og tillidskløft mellem vælgerne og de etablerede partier.«
Årets politiker på de sociale medier:
»Özlem Cekic. Som SFer i Folketinget opnåede hun aldrig at få større indflydelse på regeringens politik. Men på de sociale medier som Facebook er Cekic' gennemslagskraft enorm med debatter, delinger og likes, der kan løbe op i over 50.000. Med personlige beretninger og et aktivt bidrag til brobygning i form af »dialogkaffe« med sine hårde kritikere og hadefulde modstandere holder Özlem Cekic den politiske puls i gang på de sociale medier. En oplagt platform for et muligt comeback en dag til SFeren, der røg ud ved valget i juni.«
Årets ikke-historie i dansk politik 2015:
»At udenrigsminister Kristian Jensen måtte trække et tweet tilbage, fordi han kort efter terrorangrebet i Paris anbefalede danskerne at trodse terrorister ved at udnytte den demokratiske stemmeret. Opfordringen til at stemme ja til at afskaffe det retslige EU-forbehold blev mødt med en storm af kritik for kynisk at udnytte situationen.
Der er for mange metahistorier om politikere, der giver udtryk for deres holdning, og hvor debatten straks efter kommer til at dreje sig om timing og tonen og alt andet end substansen i udsagnet.«
Det forventer jeg bliver det vigtigste politiske tema i 2016:
»Flygtningekrisen kommer fortsat til at gennemsyre dansk politik på mange planer. Men skattereformen bliver en af de vigtigste konkrete reformer fra regeringen. Venstre skal levere på sit løfte gennem flere år om at lette skatten i bunden og gøre det mere attraktivt at arbejde. Samtidig skal regeringen finde finansiering og en fordelingsprofil, der kan holde sammen på det parlamentariske grundlag.
Skattereformen bliver den store test på Lars Løkkes manøvreevner, på målet om en mere liberal retning i den økonomiske politik og på regeringens overlevelseschancer. Et af de store spørgsmål er: Kan Løkke forene Kristian Thulesen Dahls velfærdsfokus med Anders Samuelsens krav om topskattelettelser?«
Læs de andre bud på »Året i #dkpol« på www.politiko.dk/åretidkpol
