Jon Stephensen kommer ikke tilbage til Folketinget fra sin orlov.

Det er vurderingen fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, efter det kom frem, at Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen, har søgt selvbetalt orlov frem til 3. oktober, hvor det nye folketingsår begynder.

»Jeg tror, at der har været et ønske om, at Jon Stephensen skulle ekskluderes,« vurderer Joachim B. Olsen og henviser til, at Moderaternes kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, tirsdag kalder det usandsynligt, at Jon Stephensen atter kan blive kulturordfører.

Det sker, efter at TV 2 søndag kunne afsløre, hvordan den 63-årige Jon Stephensen sendte seksuelt ladede beskeder til et blot 19-årigt partimedlem, hvori han skrev, at hun 'virkede klog' og 'var smuk med den lækreste krop', samt at hun skulle 'sige til næste gang, hun var i København'.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det er blot endnu en skandalesag for Jon Stephensen, der gennem de sidste par måneder har været i mediernes søgelys i forbindelse med anklager om dokumentfalsk fra teateret Aveny-T, hvor han arbejdede som teaterchef, indtil han blev bortvist. Selv afviser han at skulle have begået dokumentfalsk.

Senest har 856 kulturpersoner tirsdag udtrykt mistillid til Jon Stephensen. Det tal er senere hævet til over 1.000.

»Jeg kan ikke se, hvordan han kan træde ind i Moderaternes folketingsgruppe og udføre sit arbejde som folketingsmedlem. Jeg hælder mest til, at han ikke kommer tilbage,« forklarer Joachim B. Olsen og tilføjer:

»Det er 856 personer, heriblandt flere større kulturprofiler, der siger, at de ikke har tillid til ham. Og så kan man ikke arbejde som kulturordfører. Så skal han tilbage, bliver det ikke som kulturordfører.«

Men er det ikke det, han slog sig op på?

»Præcis. Hele hans raison d'etre i politik, det er kultur. Og det gav god nok mening med hans baggrund. Det er der, han har troværdighed. Men den er bare væk nu, og derfor har han ikke en særlig stor værdi for Moderaterne længere, og så skygger han for deres overordnede politiske projekt. Derfor har jeg svært ved at se, at han skulle komme tilbage.«

Moderaternes ungdomsparti har meldt ud, at de gerne så Jon Stephensen blive ekskluderet fra partiet.

Samtidig har den 19-årige kvinde, som Jon Stephensen skrev til, udtalt til TV 2, at hun ikke mener, at orlov frem mod efteråret er tilstrækkeligt.

Jon Stephensen selv har været ude at undskylde for sin opførsel.

»Det tager jeg nu konsekvensen af. Jeg beklager de konsekvenser, det har haft for Moderaterne. Jeg undskylder uforbeholdent over for den unge kvinde, jeg komplimenterede på en helt upassende måde,« skriver Jon Stephensen blandt andet.