Jon Stephensen undskylder over for 19-årig partifælle, som han sendte upassende beskeder, skriver han i en mail. Han agter at vende tilbage til Folketinget efter orlov.

»Jeg kan ikke længere genkende mig selv – og det skal man kunne. I dag har jeg bedt Folketinget om selvbetalt orlov. Det gør jeg, fordi jeg den seneste tid har skygget for både mit parti og mine partifællers store arbejde,« skriver Stephensen.

»Det tager jeg nu konsekvensen af. Jeg beklager de konsekvenser, det har haft for Moderaterne. Jeg undskylder uforbeholdent over for den unge kvinde, jeg komplimenterede på en helt upassende måde,« skriver Stephensen.

Den 19-årige kvinde, som har fået uønskede beskeder fra Jon Stephensen, mener samtidig ikke, at Moderaternes folketingsmedlem har fået en »alvorlig nok sanktion«.

Det skriver teenageren, som er medlem af Unge Moderater, i en skriftlig kommentar til TV 2.

Stephensen søger om selvbetalt orlov fra Folketinget frem til 3. oktober. Det kom frem efter et møde mellem ham og Moderaternes ledelse mandag.

»Det må ikke blive en billet til en miniferie,« skriver den 19-årige i en skriftlig kommentar til TV 2.

»Som det er lige nu, har jeg svært ved at se, at han vil være i stand til at genskabe tilliden og komme tilbage, som om intet er hændt,« tilføjer hun.

/ritzau/

Andre læser også