I denne uge har en af Folketingets absolut mest populære politikere fejret 10-års-jubilæum, og så har vi – igen igen – været vidne til et spektakulært partiskifte.
For 10 år siden overtog Pia Olsen Dyhr et gennemsmadret SF. Partiet havde mistet al troværdighed efter knap to et halvt år i regering med Socialdemokratiet og Radikale Venstre.
Højere topskattegrænse, lavere selskabsskat, budgetlov, reformer af førtidspension, kontanthjælp, sygedagpenge samt salg af det statsejede DONG til, indbegrebet af den amerikanske kapitalisme – investeringsbanken Goldmann-Sachs – var ikke lige det, SFs vælgere havde drømt om, da SF for første gang gik i regering.
Forpjuskede og forhutlede trådte SF ud af den daværende Thorning-regering.
Jeg overværede det pressemøde, hvor SFs daværende formand, Anette Wilhelmsen, meldte SFs exit fra regeringen ud. Det gjorde jeg i et lokale, der hører til Folketingssalen. Det samme gjorde daværende statsminister, Helle Thorning Schmidt, og Radikales daværende formand, Margrethe Vestager.
Da Anette Wilhelmsen på pressemødet blev spurgt til, om det var en fejl af SF at gå i regering, svarede Wilhelmsen nej. Det fik både Thorning og Vestager til at slå en stor latter op. De to magtfulde politikere grinede simpelthen af SF. De havde tydeligvis absolut ingen respekt for folkesocialisterne.
Kort tid efter overtog Pia Olsen Dyhr SF, og bortset fra det uundgåelige valgnederlag i 2015 har den stået på fremgang lige siden. I dag ligger SF til mellem 13-15 procent af stemmerne i meningsmålingerne.
Pia Olsen Dyhr har med pragmatisk idealisme (nok mere pragmatisme end idealisme) fået placeret SF lige der, hvor utilfredse S-vælgere går hen. Det er simpelthen godt politisk håndværk.
For én ting er nemlig at lægge en strategi. Det gør alle partiledere. En anden ting er rent faktisk at følge strategien dag ind og dag ud. Det har SF gjort – også når det var svært.
For eksempel når SF har været med i aftaler om landbruget og det nationale kompromis om forsvaret. Aftaler, hvor der fra et SF-perspektiv har været skovsnegle, som skulle ædes. Men SF har insisteret på at være et parti, som søger indflydelse.
SF er i dag langt bedre forberedt på at træde ind i en centrum-venstre regering, end tilfældet var i 2011. Dermed ikke sagt at det bliver let, hvis det sker. SF har stadig populistisk politik på hylderne. For eksempel deres ønske om at folkepensionsalderen ikke skal stige udover 70 år. Et forslag, som koster i omegnen af 50 milliarder kroner – om året – og som SF ikke har anvist en troværdig finansiering af.
Men i anledning af Pia Olsen Dyhrs tiårs jubilæum som formand for SF er det på sin plads at anerkende Pia Olsen Dyhr for godt politisk håndværk med titlen ugens vinder i dansk politik.
Nu gik det lige så godt for Morten Messerschmidt.
Godt nok kunne meningsmålingerne være bedre, men der er ro på bagsmækken. I i hvert fald indtil onsdag, hvor en af de større DF-profiler gennem de sidste mange år, René Christensen, meldte sig ud af DF og ind i Moderaterne. Et, i hvert fald på overfladen noget mystisk valg af nyt parti for den tidligere næstformand i DF.
Jeg havde selv fornøjelsen at være kollega med René Christensen i Folketinget.
Vi var begge finansordførere og arbejdede ofte sammen. Jeg tør derfor godt sige, at når man kender René Christensen, så er valget af Moderaterne ikke helt så overraskende igen. Udlændingepolitikken var bestemt ikke det, René Christensen brændte mest for. Han var mere optaget af kommunerne og velfærdspolitik. Jeg tænkte tit, at René Christensen lige så godt kunne være i Venstre som i DF.
Men for Morten Messerschmidt er det et tab, at René Christenen har forladt DF.
Derfor er ugens taber i dansk politik Morten Messerschmidt.
Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen, hvor vi i denne uge blandt andet taler om, hvorfor det egentlig går så godt for Pia Olsen Dyr:
