Dagens ændringer i regeringen tyder på, at Jakob Ellemann-Jensen vil være sygemeldt meget længe. Det mener B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

»Det er en stor ændring, som man laver ved at sætte Venstres næstformand ind i Økonomiministeriet. Det er helt klart, at sådan en ændring laver man kun, fordi Ellemann ikke vender tilbage foreløbig,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Stephanie Lose kommer til at sidde med i regeringens mest magtfulde udvalg. Det tager tid at sætte sig ind i. Hvis det forholdt sig sådan, at Ellemann var tilbage i løbet af nogle uger, så kunne Troels Lund Poulsen godt håndtere to ministerier, hvor det ene måske kørte lidt som forretningsministerium,« siger han.

Torsdag formiddag skrev Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Facebook, at Troels Lund Poulsen nu alene fortsatte som fungerende forsvarsminister, da arbejdsbyrden med at være minister for både Forsvarsministeriet og Økonomiministeriet var for stor en opgave for en mand.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor er Venstres næstformand, Stephanie Lose, udpeget som midlertidig økonomiminister.

»Det er også værd at bemærke, at Stephanie Lose er Venstres næstformand. Hun har stor betydning og tyngde i Venstre. Og Økonomiministeriet er et centralt ministerie for Venstre, fordi det kan levere faglig sparring og modspil til Finansministeriet, som Socialdemokratiets Nicolai Wammen sidder på,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Dermed kan dette setup både fungere som en længerevarende løsning, men også hvis det viser sig, at Jakob Ellemann-Jensen slet ikke vender tilbage som formand for Venstre,« siger han.

Hvorfor ikke sætte et af Venstres folketingsmedlemmer til at agere vikar som økonomiminister?

»Det er, fordi det netop er en meget magtfuld post, hvor man er nødt til at vælge en, som er meget højt oppe i Venstres magthierarki i forvejen,« siger Joachim B. Olsen.

»Jeg vurderer stadig, at det mest sandsynlige er, at Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage. Det er også det signal, som de sender til medlemmerne. Men som jeg ser denne ændring i dag, så er det nok noget, der først sker på den anden side af sommerferien,« siger Joachim B. Olsen.