Valget har godt og grundigt rystet posen med politikere, og mange kendte ansigter fra Christiansborg skal pakke kontoret sammen og finde sig et nyt job.

Især for partierne Venstre, Radikale og SF har valget været dramatisk. Alle tre partier mister pladser i Folketinget. Venstre går hele 13 mandater tilbage. De Radikale og SF mister hver ni mandater. Også de Konservative fik et skidt valg. De går to mandater tilbage.

Det betyder, at det flere steder er de personlige stemmer, der kommer til at afgøre, hvem der kommer i Folketinget.

Her er overblikket over, hvem der kæmper om en enkelt stol i Folketingssalen.

Københavns Storkreds:

Manu Sareen (R) og Ida Auken (R) kæmper om den samme stol.

Det samme gør Martin Geertsen fra Venstre og Jan E. Jørgensen (V)

SF går fra fra tre til et enkelt mandat. Partiformand Pia Olsen Dyhr forventes at få mandatet, men populære Özlem Cekic fik ved valget i 2011 flere end dobbelt så mange stemmer som den nuværende formand.

Hos Venstre, der her går fra tre til to mandater, er tidligere indenrigsminister Karen Ellemann favorit til at vinde det ene mandat. Det andet mandat kan blive en tæt kamp mellem Morten Løkkegaard, Jakob Engel-Schmidt og eventuelt Mads Fuglede.

Sjællands Storkreds:

De Radikale går et mandat til bage og det betyder, at enten Zenia Stampe eller Rasmus Helveg Petersen ryger ud af Folketinget.

Fyns Storkreds:

På Fyns mister SF et mandat. Her er det den tidligere formand Annette Vilhelmsen og Karsten Hønge, kaldet ‘vikaren fra helvede’ fordi han var med til at tvinge SF ud af regeringen, som kæmper op stolen.

Østjyllands Storkreds:

Venstre går fra 7 til 4 mandater. Jakob Ellemann-Jensen, Michael Aastrup Jensen og troels Lund Poulsen forventes at blive valgt. Kim Andersen, Anne-Mette Winther Christiansen og Fatma Øktem kæmper om det sidste mandat.

Vestjyllands Storkreds:

Venstre går tre mandater tilbage fra syv til fire. Kristian Jensen, Inger Støjberg og Esben Lunde Larsen virker som sikre. Den sidste plads går til enten Mads Rørvig, Kristian Pihl Lorentzen og Thomas Danielsen.  Thomas Danielsen var ham, som gjorde sig landskendt med en botox-kommentar om Helle Thorning, som han bagefter måtte gå ud og undskylde.

Nogle politikere ved allerede, at de ikke er blevet genvalgt til Folketinget. Følgende politikere er med sikkerhed ude af Folketinget efter torsdagens folketingsvalg.

Radikale Venstre - går ni mandater tilbage:

Camilla Hersom (Fyns Storkreds).

SF - går ni mandater tilbage:

Karina Lorentzen (Sydjyllands Storkreds), Steen Gade (Vestjyllands Storkreds).

Enhedslisten - går to mandater frem:

Rosa Lund mister sin plads, fordi Enhedslisten kun får tre mandater i Københavns Storkreds. Enhedslisten er opstillet på partiliste, og Rosa Lund er nummer fire på listen i København.

Konservative - går to mandater tilbage:

Lars Barfoed (Københavns Storkreds), Mike Legarth (Sydjyllands Storkreds), Daniel Rugholm (Nordjyllands Storkreds).