Der er intet kritisabelt ved ikke at konfrontere Søren Espersen om kontroversielle udtalelser til norsk avis inden de bliver trykt på forsiden, mener Informations chefredaktør.

- Det er ikke interessant, hvem Søren Espersen har sagt det til, men hvad han har sagt, siger dagbladet Informations chefredaktør, Christian Jensen, til Berlingske.

Derfor ser han intet kritisabelt ved, at avisen bevidst har undladt at kontakte Dansk Folkepartis udenrigsordfører om hans interview med norsk avis, hvor han foreslår, at man udelukkende skal kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis man har forældre med dansk statsborgerskab.

Søren Espersen er både rasende og chokeret over, at Dansk Folkeparti ikke har forholdt ham med historien, der bærer lørdagens forside af Information under overskriften: 'DF-profil: Kun statsborgerskab til folk med dansk blod'. Journalistrektor kritiserer Information

Rektor på Danmarks Journalisthøjskole Anne-Marie Dohm synes også, at Information har jokket i nælderne ved ikke at kontakte Søren Espersen efterfølgende.

- Det er problematisk, at Information ikke forholder ham (Søren Espersen red.) det, når det er så kontroversielt, og det lander er under en valgkamp. Søren Espersen er en professionel politiker, der selvfølgelig må være klar over, hvad hans udtalelser kan få af konsekvenser. Men det undrer mig, at Information ikke kontakter ham og hører, hvorfor han fortæller dette til et norsk medie i stedet for et dansk, forklarer Anne Marie Dohm.

Information afviser kritikken

Men kritikken er forfejlet, og det er ikke Informations problem, at Søren Espersen ikke kan lide at blive konfronteret med et forslag, han selv har ytret, mener Christian Jensen.

- Hvis Søren Espersen var under anklage, skulle og ville vi selvfølgelig have konfronteret Søren Espersen med historien. Men her er han ikke under angreb fra andre end sig selv, siger Christian Jensen, der understreger, at dokumentationen for historien holder fuldstændig. Avisen har råbåndet fra det interview, som en journalist fra den norske avis Verdens Gang lavede for nogle måneder siden, og som Information baserer sin historie på.

Søren Espersen tager dyb afstand fra, at Information gentagne gange bruger udtrykket 'dansk blod', da det får ham til at lyde nazistisk, forklarer han til Berlingske. Søren Espersen nævner ikke ordet blod

I bruger flere steder i artiklen udtryk som 'dansk blod', 'blodprincip' og 'statsborgerskab skal følge blodet'. Nævner Søren Espersen ordet blod på noget tidspunkt under interviewet?

- Nej. Men vi formulerer konsekvensen af det forslag, han fremsætter. Alt det han siger til jer med, at det er efter amerikansk forbillede, og det blot skal blive sværere for personer uden danske forældre at få statsborgerskab, er en efterrationalisering. Det siger han ikke på det bånd, vi har med ham, siger Christian Jensen

Men er det ikke unormalt, at en avis ikke selv kontakter kilden, når man bringer en historie på forsiden med udtalelser fra et andet medie?

- Nej det er ikke atypisk, siger Christian Jensen.

Anne-Marie Dohm er ikke enig. Hun mener, det er usædvanligt ikke at kontakte kilden til sådan en forsidehistorie, og 'det havde været det rigtige at gøre', forklarer rektoren til Berlingske.