Waile på 13 og Youssef på 9 er født i Danmark, som sønner af marokkanske forældre. De taler pæredansk og bor i en lejlighed på sjette sal i København NV. Men nu skal de udvises, fordi Udlændingeservice vurderer deres opholdstilladelse til at være ugyldig pga. en teknikalitet, selvom deres far har permanent opholdstilladelse og har boet her i 22 år. Deres tilknytning til Danmark er simpelthen for lille, som det hedder.

- Jeg har boet i Danmark det meste af mit liv. Det virker forkert, at de ikke må være her, siger 44-årige Mohammed Hijji, der til daglig arbejder som køkkenassistent.

Familien er ofre for en skrap udlændingepolitik, der rammer vidt og bredt. Den nyligt indgåede udlændingeaftale presser citronen endnu mere. Men det er ikke kun børn, der bliver ramt. Også danskere, der vil gifte sig med en udlænding, bliver straffet.

B.T. fortæller i dag om seks familier, hvor kærestepar, ægtefæller forældre og børn er blevet splittet op pga. de nye stramme udlændingeregler. - Den stramme udlændingepolitik, som var med til sikre VKO magten, er nået til vejs ende. Et stort vælger-flertal mener, at der nu er strammet nok. Mere problematisk for en liberalt ledet regering er det imidlertid, at udlændingepolitikken efter den nye aftale om pointsystemet ligner en jungle, man skal have en ph.d. for at finde rundt i. Det er højst lykkedes regeringen at genere en del borgere, som ikke ligger nogen til last, og som har svært ved at se logikken i salven af udlændingepolitiske spredehagl, skriver B.T.s politiske kommentator, Helle Ib, i sin leder i B.T. i dag.

Synes du, at det blevet for svært for danskere at få deres udenlandske kæreste, ægtefælle eller barn til Danmark?

Er udlændingereglerne blevet en umenneskelig bureaukratisk jungle? Eller er de stramme regler er en absolut nødvendighed?

Deltag i debatten herunder