Opdatering kl.17:50: Efter at SF netop har set, at Liberal Alliance har opgivet kravet om en skatteaftale, før de vil stemme for Finansloven - opgiver SF kravet.

»Det lyder jo nu som om, at Liberal Alliance har tænkt sig at stemme for Finansloven på fredag, og så giver det ikke længere mening at kræve valg. Noget tyder jo på, at statsministeren har fået sit parlamentariske grundlag til at bakke op,« siger Karsten Hønge.

SFs politiske ordfører, Karsten Hønge fortæller, at SF på fredag vil sætte en stopper for den helt uholdbare og dramatiske situation, som landet befinder sig i i øjeblikket.

»Vi vil i morgen tidlig fremsætte et hasteforslag til Folketingets dagsorden på fredag. Et forslag, hvor vi vil opfordre statsministeren til at udskrive nyvalg, idet regeringen tilsyneladende ikke har styr på sit parlamentariske grundlag,« siger Karsten Hønge.

Forslaget bliver fremsat, fordi SF vil undgå, at Lars Løkke Rasmussen med en politiske finte kan risikere at trække de igangværende forhandlinger om finanslov, skattereform og udlændingepolitik helt hen til efter nytår.

»Alle gode revyer får en ende, og nu må denne revy med statsministeren i alle mulige biroller også stoppe. Hvis det viser sig, at Liberal Alliance ikke stemmer for dele eller hele finansloven på fredag, så beder vi oppositionen tage stilling til vort forslag om at opfordre statsministeren til at udskrive valg,« siger Hønge.

Mens SF har udtænkt planen for at stramme tommelskruerne om regeringen, har der i følge BTs oplysninger været ført heftige forhandlinger internt i regeringen. Men endnu er der ikke kommet hvid røg op af skorstenen på Marienborg.

Karsten Hønge understreger, at hvis der bliver tale om, at regeringen får et flertal imod sig, så er der tale om et medlidenhedsdrab, for ingen kan holde ud at se selv ministre gå 'blegnæbede og fåmælte' rundt på Christiansborgs gange mere.

»Det her er et forsøg på at få gang i den politiske proces. Alle venter på alle, men nu må det være slut med at lege drillenisser,« siger Hønge.

SF har fået bekræftet fra Folketingets lovkontor, at de kan nå at fremsætte punktet, så det skal behandles som sidste punkt på dagsordenen fredag.