Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører kalder det for dobbeltmoralsk, hvis det politiske Danmark boykotter EM i fodbold i Ukraine

Danmarks kulturminister Uffe Elbæk (R) bør være til stede, når EM i fodbold starter i Polen og Ukraine den 8. juni. Det mener Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti.

Han er meget overrasket over, at den tyske forbundskansler Angela Merkel i weekenden har udtalt, at hun vil boykotte EM-slutrunden, hvis ikke den fængslede tidligere ukrainske premierminister Julia Timosjenko, der  for en række kriminelle forhold, herunder embedsmisbrug, løslades. En holdning den Konservative udenrigspolitiske ordfører i Folketinget, Per Stig Møller, støtter op om.

- Jeg mener ikke, at man som minister eller folketingsmedlem kan tage til Ukraine og overvære EM i fodbold officielt. Det ville være en godkendelse af den regering, som begår de uhyrligheder mod Julia Timosejnko, siger Per Stig Møller til Jyllands-Posten.

Ifølge den ukrainske opposition er Julia Timosjenko udsat for mishandling i fængslet og har derfor indledt en sultestrejke i protest mod overgrebene.

Dobbeltmoral
Alligevel mener Søren Espersen ikke, at Danmarks kulturminister bør tilslutte sig Merkels og Møllers holdning og blive væk fra slutrunden. Den tankegang er dobbeltmoralsk, mener han.

- Det er dobbeltmoralsk. Da OL var i Kina for fire år siden, var der ingen der ville boykotte de olympiske lege, selv om Kina blæser på menneskerettighederne. Derfor er jeg meget overrasket over Merkels og Møllers udtalelser, for det er dobbeltmoral, siger Søren Espersen, der opfordrer kulturministeren til at tage med til slutrunden.

- Selvfølgelig bør Uffe Elbæk tage af sted. Han er kulturminister og bør være til stede for at støtte vores fodboldlandshold, siger Søren Espersen.

Han mener dog, at det ville være lidt anderledes, hvis der var tale om Danmarks statsminister, der officielt repræsenterede Danmark til slutrunden, for Danmark vil aldrig acceptere mishandling af fanger.

Kulturminister Uffe Elbæk siger til Jyllands-Posten, at han vil afvente sine europæiske kollegers holdninger i EU, inden han tager stilling til, om han rejser til EM i fodbold eller ej.