Endnu en kontroversiel melding fra medlem af Enhedslisten.

Der er grund til at misunde Blekingegadebanden, der begik politisk kriminalitet i 1970’erne og 80’erne. Det mener Mogens Duclos Julsdorf, der er medlem af Enhedslisten.

Mogens Duclos Julsdorf blev i maj suppleant til Enhedslistens hovedbestyrelse, der reelt styrer partiets folketingsmedlemmer, og han kommenterede i 2010 en nekrolog om det afdøde medlem Niels Jørgensen på hjemmesiden modkraft.dk.

- Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann (alle medlemmer af Blekingegadebanden, red.) er i sandhed ægte idealister, som jeg kun kan misunde deres handlekraft og solidaritet med dem der ikke - som os - er født til velfærd fra vugge til grav og en form for demokrati, vi tager for givet, skrev Mogens Duclos Julsdorf, der stadig står ved den udmelding. Også selv om Blekingegadebanden var skyld i, at en ung betjent blev dræbt under et røveri.

Læs også:

- Jeg mener, det jeg skrev. Og det gør jeg stadig den dag i dag. Der er sikkert nogen, der har varige mén af det, der skete. Men jeg kan godt lide, at der er nogen, der prøver at kæmpe imod. De prøvede på at støtte en frihedsbevægelse nede i Palæstina. Det har man hverken set før eller siden. Man kan altid diskutere måden, man gør det på, siger Duclos Julsdorf, der ikke tror, at den revolution, som Enhedslisten taler så meget om, kommer lige med det samme.

Artiklen fortsætter under afstemningen.

- Der skal være en grund til det, og det er der ikke, som samfundet er lige for tiden. Jeg vil ikke afvise, at der kan komme en større økonomisk krise, som kræver en revolution. Men det, tror jeg ikke, sker i min tid, siger sydsjællænderen fra Skælskør, der ikke er helt enig i partiets omstridte principprogram.

Han mener eksempelvis ikke, at politiet og militæret skal afskaffes, men det danske forsvar bør kun bruges til fredsbevarende formål.

- Jeg er ikke pacifist på nogen måde. Vi skal kunne forsvare os, og det skal ikke være et lovløst samfund, men politiet i Danmark er kapitalens forlængede arm, som jeg ser det. Jeg går ind for, at man skal have våben, hvis der er behov for at bruge dem, og det var også derfor, at vi stemte for, at man skulle gå ind og hjælpe nede i Libyen, siger Mogens Duclos Julsdorf.

Hvad synes du om Mogens Duclos Julsdorfs udtalelser? Deltag i debatten herunder.