Lars Løkke Rasmussen (V) skal forsøge at skrue en blå mindretalsregering sammen. Men opgaven er ikke let, da støttepartierne ikke er særligt vilde med at påtage sig regeringsansvaret.

Derfor er det mest sandsynligt, at Venstre går i regering alene. Det vurderer Jarl Cordua, der er politisk kommentator og radiovært på Radio 24syv.

»Denne regeringsdannelse udstiller svagheden i den blå blok, nemlig at vælgerne har stemt på nogle partier, som, når det kommer til stykket, ikke har mod på at påtage sig regeringsansvaret. Det er kun 34 ud af 90 mandater, der er klar til at påtage sig regeringsansvaret,« siger Jarl Cordua.

Herunder vurderer Jarl Cordua, hvor sandsynlige de forskellige mulige konstellationer er, og hvad deres styrker og svagheder er:

Venstre i regering alene

Sandsynligt/usandsynligt

»Det er det mest sandsynlige scenarie lige nu. Det er den regering færrest vil have noget imod og den som flest kan støtte. Det er en regering som alle i blå blok kan leve med.«

»Og Venstre kan helt lade være med at lave et regeringsgrundlag eller de kan lave et regeringsgrundlag, som er så luftigt, at det ikke ekskludere nogen.«

»Et regeringsgrundlag er jo en opfindelse, der blev lavet i forbindelse med en flertalsregering der blev lavet i 1993. Det er en radikal opfindelse. Så i princippet behøver man ikke have det. Men hvis du ikke har flere partier i regering, så behøver man det jo ikke, et kan jo bare begrænse en. man kan lave én side, hvor man kort skriver noget tilpas flygtigt om det man ved, man kan få flertal til.«

Styrker og svagheder

»Vi har negativ parlamentarisme i Danmark, så en regering er ikke tvunget til at have et flertal for sig, men må bare ikke have et flertal imod sig. Så med en Venstre-regering kan Lars Løkke Rasmussen lave noget politik med Socialdemokraterne og de Radikale, og andet med Dansk Folkeparti. I det omfang DF vil acceptere det. Hvis DF vælger at vælte Lars Løkke på et tidspunkt, så vil skylden blive lagt på DF, så DF kan ikke true med hvad som helst, selvom de er store. Omvendt er der så mange lighedspunkter mellem Venstre og DF, at Lars Løkke vil gå langt for at få DF med i aftaler, men behøver ikke følge DF i alt.«

»Svagheden er, at en sådan regering hele tiden skal ud og finde mindst tre partier der støtter deres politik. Man skal fra sag til sag ud og finde støtte og det tager tid og konstellationerne vil skifte.«


V-O-regering

Sandsynligt/usandsynligt

»Det næstmest sandsynlige. Men det er svært at vurdere, om DF tør tage ansvaret. Deres vurdering kan være, at de er bedst til at markere sig på enkelte sager, og et regeringsansvar forpligter, dér må man være loyal.«

»Hvis Dansk Folkeparti går med i en regering, så er Venstre nødt til at forholde sig til DFs politik på en række områder, hvor de ikke er enige: EU og skatte- og økonomipolitik. De indrømmelser kan Venstre sælge som lokkemad, hvis DF går med i en regering. Men prisen er, at DF skal lægge stemmer til ting og sager, som de måske ikke er så enige i.«

»For vil de have indflydelse og ansvar, så koster det. Og spørgsmålet er, om DF tør gå med i regering og tage det slæb, som det jo er.«

Styrker og svagheder

»En stærk regering på papiret, fordi de har 72 mandater. Det vil gøre det manøvredygtigt.«

»Svagheden er, at de vil være i indre konflikt med sig selv, for DF vil sætte sit aftryk på regeringsgrundlaget, men hvem skal egentlig lægge stemmer til DFs politik? Konservative vil nok gå med et stykke af vejen, men Liberal Alliance vil næppe skrive under på DFs grænsepolitik og EU-politik uden at få indrømmelser på - for LA - vitale områder. Og det vil kræve at DF er meget kompromissøgende og lægger bånd på sig selv, for alle de der solo-udmeldinger, som DF har haft succes med, dem kan man ikke komme med, når man sidder i en regering.«

V-LA-regering

Sandsynligt/usandsynligt

»Det er usandsynligt, for hvem skal støtte den politik som Liberal Alliance har? Det tror jeg ikke, Dansk Folkeparti vil. Så skal Liberalt pakke deres krav om lempelser af topskatten ned. Det virker heller ikke, som om LA er interesseret.«

Styrker og svagheder

»Liberal Alliance lever jo som DF af at markere sig. Det er et liberalt protestparti. Og det er svært at fortsætte protesten hvis man er fedtet ind i en regering, der skal have det velfærdshungrende Dansk Folkeparti til at stemme for ens politik.«

 

V-K-regering

Sandsynligt/usandsynligt

»Den mest usansynlige fordi de Konservative er for små. De Konservative vil stå uden for og gøre sig dyre i stedet for. I en regering vil de drukne og helt forsvinde.«

V-K-LA-regering

Sandsynligt/usandsynligt

»Det er meget lidt sandsynligt, men kan ikke udelukkes. Det er ret sikkert at LA ikke går i regering uden K og K går ikke i regering uden LA, for de slås om samme stemmer og det parti, som ikke er bundet op på en regering kan råbe op og overtrumfe den anden på en masse områder.«

 


V-R eller en V-S-regering

Sandsynligt/usandsynligt

»Det er helt usandsynligt, at Venstre danner regering med R, fordi DF kommer aldrig til at støtte en radikal regering især på grund af de radikales udlændingepolitik.«

»En regering med Venstre og Socialdemokraterne er ønsket af mange midtervælgere, men den er et fantom, og det kommer aldrig til at ske. Det er uønsket af politikerne, partiernes medlemmerne og af vælgerbasen.«

»Problemet er, at hvis to partier ligner hinanden kan man ikke se forskel på dem, og så siver vælgerne væk og ud på fløjene. Og ingen vil acceptere at sidde i regering uden selv at have statsministerposten. Og så har man haft en eksperiment i 1978 med en regering med Socialdemokratiet og Venstre, som mislykkedes totalt, for de havde ingen tillid til hinanden og modarbejdede hinanden. De havde et system med kontrolministre, der kontrollerede hinanden. Den regering holdt heller ikke ret lang tid.«